Urørlige Norge slår rekord efter storsejr

Norge viste ingen medlidenhed mod Tjekkiet, som de bare kørte over. Nordmændene vandt med 34-16 og har endnu ikke tabt i turneringen.

Se VM-kvindehåndbold på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Nora Mørk, Veronica Kristiansen og Stine Bredal Oftedal.

Norges tre kvinder i bagkæden er bare skræmmende. Torsdag aften stod de over for Tjekkiet i gruppe B, og trioen var ikke til at styre. Sammen stod de for 18 af Norges 20 mål i første halvleg og slog samtidig rekord for flest kampe i træk uden nederlag. 29 er de oppe på nu.

Mørk, Kristiansen og Oftedal fik lidt pause i anden halvleg, men det forhindrede ikke Norge i at tage en sejr på 34-16.

Der var da heller ikke nogen tvivl om resultatet kampen igennem. Nordmændene startede kampen bedst og var foran med 10-5 efter 15 minutters spil.

Herefter kiggede nordmændene sig ikke tilbage, da Tjekkiet løb ind i en scoringskrise. Ved pausen var de foran med hele 20-7, og kampen var reelt allerede afgjort her.

Nordmændene skiftede en smule ud i anden halvleg og gav lidt pause til deres store stjerner. Grimsbø kom blandt andet ind i Norges mål og erstattede Katrine Lunde.

Midt i anden halvleg var nordmændene foran med 16 scoringer, og tjekkerne gik bare efter at minimere nederlaget. Nordmændene gik imidlertid efter at få den bedste optakt til næste kamp.

Norge fører nu suverænt gruppen, da de endnu ikke har tabt i turneringen. Fredag venter gruppefinalen, da førstepladsen skal afgøres. Det sker i et nordisk opgør, hvor Sverige og Norge mødes.