Utrolig Barcelona-stime på 133 sejre er brudt

16x9
Timothey N'Guessan og FC Barcelona Lassa smed point i den spanske liga for første gang i flere år. Foto: ANTONIO BAT / Scanpix Denmark

En imponerende stime på 133 ligasejre i træk er slut, efter FC Barcelona Lassa spillede uafgjort onsdag aften.

Barcelona Lassa har spillet en kamp i den spanske liga uden at vinde.

Onsdagens kamp mod Quabit Guadalajara ender måske med at blive årets største overraskelse i spansk håndbold, idet Quabit Guadalajara formåede at spille 26-26 med det suveræne tophold.

Det er første gang siden 19. maj 2013, at Barcelona Lassa går fra banen i en ligakamp uden at have vundet. 133 sejre i træk blev det til.

Pointtabet skete på udebane mod Quabit Guadalajara, selvom Barcelona Lassa kom planmæssigt fra start.

- Ved pausen så alt ud til at gå godt for de blå-røde. Victor Tomás, Valero Rivera og Timothey N’Guessan spillede alle godt, og gæsterne førte 17-13 ved pausen, skriver Bacelona Lassa på klubbens hjemmeside.

I anden halvleg var Barcelona Lassa, der må undvære den skadede dansker Lasse Andersson, endda tæt på at tabe.

- Hjemmeholdet udlignede til 22-22 og fortsatte med at presse Barcelona Lassa. Målmand Pérez de Vargas havde flere store redninger, der forhindrede en sejr til Quabit Guadalajara, skriver Barcelona Lassa.

Trods pointtabet ligger klubben stadig klart nummer 1 i den spanske liga. Barcelona Lassa har 25 point efter 13 kampe. Anaitasuna ligger nummer 2 med 19 point. Quabit Guadalajara på 3.-pladsen har 18 point.