Iversen-søstrene tog en ’voksen beslutning’, da håndbolden blev seriøs

16x9
Her ses Sarah Iversen i kamp for Danmark ved VM i Tyskland. Med tandbeskytter i munden. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Søsterparret Sarah og Rikke Iversen, der i disse dage repræsenterer Danmark ved VM, spiller altid med tandbeskytter, når de er i kamp.

Den er egentlig ganske diskret. Gennemsigtig, faktisk.

Men når Sarah Iversen løber på banen for at repræsentere Danmark under VM-slutrunden i Tyskland, så bærer hun på et ekstra lille ”våben.”

 - Jeg tror snart, det er i syv år siden, at jeg tog en meget voksen beslutning om at spille med den, siger Sarah Iversen til TV 2 SPORT.

Den 27-årige stregspiller spiller nemlig med tandbeskytter. I alle kampe. Det er grundlæggende en lille plastik-skinne, der har til opgave at beskytte tandsættet.

- Jeg har set det ske flere gange, at folk har mistet en fortand eller sådan noget, og jeg synes bare, det er fjollet at tage sådan en chance, hvis man kan lade være. Så simpelt er det, siger hun.

Jeg synes, alle bør spille med det. Hvorfor skulle man ikke gøre det?

Sarah Iversen

Sarah Iversens søster, Rikke Iversen på 24 år, der også er med omkring VM-slutrunden i Tyskland, men dog ikke på holdkortet endnu, spiller også med tandbeskytter i alle kampe.

- Sarah og jeg er jo ikke så høje stregspillere, så vi er tit i den højde, hvor andre folk har deres albuer. Og så var vores forældre ret klare omkring, at så skulle vi spille med tandbeskytter. For man skal passe på sine tænder. Og jeg må bare sige, at det har været heldigt, for jeg har dælme fået mange albuer i munden, siger Rikke Iversen, der til daglig spiller i Silkeborg-Voel.

'Alle bør spille med tandbeskytter'

At benytte sig af tandbeskytter er primært et fænomen for håndboldens stregspillere, der hele tiden er i nærkontakt og fysiske brydekampe med modstanderen. Men de to stregspillende søstres brug af tandbeskytter er faktisk lidt af et særsyn i kvindehåndbolden.

Iversen-søstrene er således de eneste på det danske landshold, der fast benytter sig af den ekstra beskyttelse.

Det er nemlig primært en udbredt ting blandt herrehåndboldspillere som for eksempel de franske Karabatic-brødre.

- Jeg synes, det er fuldstændig åndssvagt. Og det har jeg sagt til mine holdkammerater og min egen stregkollega Anna Lagerquist(I Nykøbing Falster Håndbold red.). Hun har en tandbeskytter, men bruger den ikke, fordi hun siger, at der jo aldrig rigtigt sker noget, siger Sarah Iversen og fortsætter:

- Jeg forstår det ikke. Jeg synes, alle bør spille med det. Hvorfor skulle man ikke gøre det?

Søstrene forklarer, at den ekstra beskyttelse godt kan være irriterende at spille med, men efter noget tids brug vænner man sig til det.

Sarah Iversen i kamp mod Montenegro ved VM. Her kommer hendes tandbeskytter til sin ret.
Sarah Iversen i kamp mod Montenegro ved VM. Her kommer hendes tandbeskytter til sin ret. Foto: CARMEN JASPERSEN / Scanpix Denmark

- Det er ligesom for at tage mine forholdsregler. Og det er også fordi, at jeg jo gerne selv vil søge de her kampe. Jeg lægger jo selv op til en masse nærkontakt. Jeg vil jo gerne i de her tætte fysiske dueller, siger Sarah Iversen, der har overvejet at gøre endnu mere ”show” ud af tandskinnen:

- Jeg havde faktisk overvejet, om man skulle lave den med lidt farve. Men det er måske alligevel lige voldsomt nok, griner hun.

Men gør I det ikke bare for at se barske ud ligesom en bokser?

- Nej, det tror jeg virkelig ikke. Det er mere noget med at have svært ved at tale rigtigt. Jeg tror ikke, folk tænker, det er barsk, når de ser sådan en plastikting blive revet ud af munden, siger Rikke Iversen og fortsætter:

- Det kan da godt være, der er nogle tilskuere, der tænker, at det ser ’tough’ ud. Lad os håbe, modstanderne også tænker det. Så de tænker; ’øj, de to skal vi ikke ind til.’

Sarah Iversen har indtil videre ved VM i Tyskland haft rig mulighed for at vise sin tandbeskytter og sine egne kvaliteter frem på banen, hvor hun især i søndagens kamp mod Japan spillede en stor rolle.

Lillesøster, Rikke Iversen, der fortsat er med omkring truppen, venter fortsat på at få chancen for at komme i kamp for Danmark.

Og skulle muligheden komme, så bliver det ikke uden hendes tandbeskytter.