16x9

Spillerne blev kaldt sammen efter sejr i semifinalen: - Der er sket noget forfærdeligt

For 20 år siden vandt kvindelandsholdet VM i håndbold efter en slutrunde, der endte med at stå i skyggen af en forfærdelig tragedie.

Historien blev første gang udgivet den 2. december. Den genudgives den 13. december i anledning af 20-årsdagens for tragedien ved VM i 1997, hvor to danske tilskuere blev stukket ihjel under Danmarks semifinale.

Anja Andersen kostede Danmark sejren. Rødmosset og rasende skældte landstræner Ulrik Wilbek ud i tv og omklædningsrum. Anja var udisciplineret. Landsholdets VM-udsigter sorte. Og Danmarks gulddrøm forduftet.

Sekunder forinden havde Wilbek set Danmark smide en 21-19-føring væk mod Rusland i holdets sidste puljekamp. I det afgørende moment, foran 21-20, skød Anja Andersen forbi. Og øjeblikke senere haltede hun efter holdkammeraterne i tilbageløbet.

”Anja, Anja, Anjaaa,” skreg Wilbek fra sidelinjen, mens Andersen provokerende pegede på sin direkte modspiller Svetlana Smirnova. Ruslands nummer 15 tog udfordringen op. En hurtig fodfinte og en præcis afslutning. 21-21. Wilbek hev Andersen ud på bænken. Der var to minutter tilbage af kampen.

Anja Andersen dækker ikke ordentligt op, og det er Ulrik Wilbek ikke tilfreds med. Video: Jonas Fjordside

”Danmark skal vinde for at få en relativt nem modstander i ottendelsfinalen,” slog DR-kommentator Holger Rasmussen fast.

Med Andersen på bænken scorede Rusland til 22-21 og da den danske verdensstjerne igen blev sat på banen, var der kun et minut tilbage på kampuret. ”Vi skal ha’ to mål,” skreg Wilbek, ”skyd, skyd!” Men russernes forsvarsspil (der ifølge Berlingske Tidende ville have medført en politianmeldelse i det civile liv) gjorde det svært at komme på skudhold. Anja Andersens sidste afslutning endte i russiske parader, og da det endelig lykkedes anfører Anne-Dorthe Tanderup at få udlignet, resterede der blot 5 sekunder. Kampen sluttede 22-22. Danmark blev nummer tre i gruppen, og alt kogte – ikke mindst mellem Anja Andersen og Ulrik Wilbek.

”Det er mig, der skifter dårligt ud, jeg skal ikke sætte Anja Andersen ind igen i anden halvleg, det er forfærdelig dårligt af mig,” lød det fra landstræneren lige efter slutfløjtet.

Efter nederlaget til Rusland var stemningen mellem Anja Andersen og Ulrik Wilbek anspændt.
Efter nederlaget til Rusland var stemningen mellem Anja Andersen og Ulrik Wilbek anspændt. Foto: Polfoto

”Hun er jo skyld i det [næst]sidste mål, hvor hun skal tirre sin modstander til at gå igennem, og så går hun igennem. Det er så udisciplineret, men det er min skyld, jeg skal bare holde hende på bænken,” fnyste Wilbek og tilføjede om Danmarks VM-chancer:

”Det ser meget sort ud nu.”

I omklædningsrummet var Anja Andersen ligeså rasende. Som hun senere huskede det, kastede Wilbek sig over spillerne og pegede højtråbende på Andersen som den, der havde kostet sejren. Anja Andersen måtte væk. ”Allan, jeg vil hjem nu,” sagde hun til landsholdsmassøren Allan Poulsen, som hun havde kendt siden sin barndom. Badet kunne vente. Sammen med Poulsen sneg Andersen sig ud af hallen og efterlod holdkammerater og holdbus bag sig.

Vi er nødt til at holde sammen nu. Og hvis vi ikke kan gøre det for hinanden, så lad os gøre det for holdet

Anja Andersen til Ulrik Wilbek under VM i 1997

Gåturen

Klokken var tæt på 22, da Poulsen og Andersen begav sig ud i den frostkolde tyske decemberaften. ”Anja lavede en fejl, der betød, at vi kun blev nummer tre,” husker massør Allan Poulsen. ”Ulrik havde skældt hende ud, og bølgerne gik højt mellem dem.” Men med råb og skrig fik Andersen skridt for skridt luft for den frustration, hun havde måttet bide i sig i omklædningsrummet.

Gåturen over 2,5 kilometer tilbage mod spillerhotellet i Neubrandenburg fik tankerne til at falde en smule til ro og gav til sidst landsholdsmassøren mulighed for at stille et enkelt, men vigtigt spørgsmål.

”Vil du ikke gerne være verdensmester?”

Svaret var selvfølgelig ja. ”Kan det så ikke være lige meget, hvad Ulrik har sagt?” fulgte Poulsen op og drejede verdensstjernens fokus fra skuffelse til samarbejde. Da Anja Andersen kom tilbage til hotellet, fik Poulsen hende ubemærket op på værelset og forklarede de ventende journalister, at hun skulle hvile sig, da hun havde slået hovedet i løbet af kampen.

Allan Poulsen var gennem en lang årrække landsholdets massør. Her er det Gitte Madsen, der nyder godt af Poulsens evner.
Allan Poulsen var gennem en lang årrække landsholdets massør. Her er det Gitte Madsen, der nyder godt af Poulsens evner. Foto: Polfoto

Vigtigheden af nye perspektiver gentog Poulsen igen, da Wilbek en halv time senere kom tilbage til hotellet og råbte: ”hvor er Anja?”

Landstræneren insisterede på at snakke Andersens forsvarsfejl igennem endnu en gang, og i hotellets spisesal satte to af det danske landsholds vigtigste personligheder sig sammen, da klokken nærmede sig midnat. I sin bog Jeg var der selv beskrev Wilbek den danske stjernespiller som ”forbavsende afklaret", da han fortalte hende, hvad han havde sagt på tv. Meget af æren, erkendte Wilbek, tilhørte Allan Poulsen. Som Anja Andersen senere huskede det, så sagde hun til Wilbek: ”Vi er nødt til at holde sammen nu. Og hvis vi ikke kan gøre det for hinanden, så lad os gøre det for holdet.” Denne gang oplevede Andersen, til sin overraskelse, at landstræneren lyttede.

Nye muligheder

Forud for Wilbeks ankomst til hotellet var Allan Poulsen gået i gang med at regne på konsekvenserne af Danmarks tredjeplads i puljen og var nået frem til en overraskende konklusion.

”Det er genialt, at vi er blevet nummer tre,” fortalte Poulsen den skuffede landstræner. ”Nu kan vi undgå at møde Norge, Sydkorea og Tyskland før semifinalen,” tilføjede massøren.

Wilbek, der havde kalkuleret med en førsteplads i gruppen og en efterfølgende ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten, havde svært ved at se logikken. Danmark stod nu over for en knald-eller-fald-kamp mod stærke Ungarn og skulle endda ud på en otte timers bustur sydpå til Rotenburg i stedet de blot tre forventede timer vestpå til Hamborg. Landstræneren nægtede at tro, at Poulsen havde regnet rigtigt, men da massøren fik skrevet det hele ned, gik det op for Wilbek, at Danmarks situation måske ikke var så sort endda, selvom der først ”var en ubehagelig kamp mod Ungarn, der skulle klares.”

Floppet lurede. DHF-formanden Gunnar Knudsen måtte bestille billetter hjem til Danmark i tilfælde af, at det utænkelige skulle ske. Et nederlag tirsdag ville være ”dansk håndbolds største fiasko i nyere tid,” vurderede Wilbek.

Susanne Munk Lauridsen i aktion ved ungarsk straffekast tirsdag dec. 9, 1997. Hun tog fem af slagsen og var stærkt medvirkende til sejren på 30-25.
Susanne Munk Lauridsen i aktion ved ungarsk straffekast tirsdag dec. 9, 1997. Hun tog fem af slagsen og var stærkt medvirkende til sejren på 30-25. Foto: ERNST VAN NORDE / Scanpix Danmark

For at sikre Danmark initiativet i den afgørende ottendedelsfinale skiftede Wilbek udgangspunktet i forsvaret. Landsholdet havde størst erfaring med det mere afventende 6-0-forsvar, men i kampen mod Ungarn beordrede Wilbek sine spillere frem. Taktikken virkede. De danske spillere erobrede utallige bolde i første halvleg på vej mod en 19-12-føring ved pausen, og pludselig fik Poulsens spådom om den rigtige VM-halvdel medvind.

Danmark besejrede Ungarn 30-25 i ottendedelsfinalen og Kroatien 25-21 i kvartfinalen, hvilket betød endnu et opgør mod Rusland i semfinalen.

Til gengæld blev Makedonien, der havde besejret Danmark i gruppespillet, slået ud slutspillets anden halvdel af Tyskland, hvor Norge samtidig tog sig af Sydkorea.

Det var dog fortsat med en smule bekymring, at Danmark gik på banen til opgøret mod Rusland foran 7.000 tilskuere i den udsolgte Max-Schmeling-Halle i Berlin. Det tætte indledende opgør sad stadig i baghovedet, men Anja Andersens 1-0-scoring efter 15 sekunder slog den rigtige tone an for det danske landshold. Camilla Andersen og Janne Kolling drev holdet frem i et tempo, som russerne ikke kunne matche. Med to kontrascoringer mod halvlegens slutning gik Danmark til pause foran 19-12. Herefter kom semifinalens udfald aldrig igen i tvivl.

Det gjorde finalens afvikling til gengæld. Før pausen indtraf en tragedie på tilskuerpladserne.

Den ufattelige tragedie

En stærkt beruset 48-årig tysk tilhænger stak to mandlige danske tilskuere til døde i den danske målende efter lidt drillerier om en plads ved rækværket. Ifølge Ekstra Bladets Steen Ankerdal kæmpede ”samaritter, læger og hjælpere” igennem hele anden halvleg for at redde de to danskeres liv, og landsholdets læge Thomas Hahn oplevede de tragiske hændelser på tætteste hold, da han sammen med Allan Poulsen reagerede på en besked i højtaleranlægget 12 minutter ind i anden halvleg.

”På grund af en ulykke efterlyser vi en læge. Vi beder en læge melde sig. Det var en læge.”

Da Hahn kom frem til gerningsstedet, var den ene dansker allerede afgået ved døden, og trods landsholdslægens indsats stod den andens liv heller ikke til at redde.

Der er sket noget forfærdeligt...

Ulrik Wilbek til holdet i omklædningsrummet efter sejren over Rusland

Uvidende om tragedien på tilskuerpladserne fejede danskerne Rusland af banen. Gitte Sunesen lukkede ikke mål ind i anden halvlegs første ni minutter, mens Anne Dorthe Tanderup med gevind, Camilla Andersen med underhåndsbrag og Janne Kolling på et vip bragte Danmark på 23-12 på vej mod den endelige 32-22-sejr. På tilskuerpladserne sang de danske tilhængere ”sejren er vor,” og da kampen sluttede, indtog utallige glade fans banen i selskab med en dannebrogsudsmykket fjernstyret bil. Hurtigt stod det til gengæld klart, at håndbold var ligegyldig.

Hvad landsholdets læge og massør havde kunnet konstatere i midten af anden halvleg, gik nu op for alle omkring holdet. I omklædningsrummet kaldte Ulrik Wilbek, der havde fået den tragiske nyhed af pressechef Hans Arne Niclasen, holdet sammen. ”Der er sket noget forfærdeligt,” huskede Wilbek senere, at han havde sagt.

”Jeg refererede kort, hvad jeg havde fået at vide og tilføjede, at vores egen læge, Thomas Hahn, var trådt til at for at hjælpe, da speakeren annoncerede efter en læge. Han ville derfor kunne fortælle nærmere, når han kom tilbage.”

I tre kvarter sad det danske landshold i omklædningsrummet i chok. Nogle af spillerne begyndte at græde, andre stirrede tomt frem for sig, og enkelte brød sammen ved tanken om, at familiemedlemmer eller gode bekendte kunne være blandt ofrene. Det sidste var tilfældet for Dansk Håndbold Forbunds formand Gunnar Knudsen, som kendte begge ofrene og dybt rystet måtte blive tilbage i hallen for at meddele VM-arrangørerne, om finalen skulle aflyses eller afvikles. Beslutningen afhang af de danske landsholdsspillere.

DHF-formand Gunnar Knudsen blev i hallen og afventede spillernes svar på, om de var klar til at spille finalen.
DHF-formand Gunnar Knudsen blev i hallen og afventede spillernes svar på, om de var klar til at spille finalen. Foto: ERNST VAN NORDE / Scanpix Danmark

Kunne man overhovedet tænke på sport midt i en fuldstændig uforståelig tragedie?

”Pigerne brød helt sammen, og vi lavede krisemøde hjemme på hotellet,” husker Allan Poulsen. Landsholdet ankom omkring klokken 21.30 til hotellet og skulle altså inden for halvanden time vedtage, om finalen skulle spilles. Landstræneren beordrede øl og vin på bordet og gik samtidig rundt mellem bordene for at sikre, at spillerne fik bearbejdet både kampen og de danske tilhængeres død.

”Snakken kom langsomt i gang,” skrev Wilbek senere, ”der var stadig stor forskel på reaktionsmønstrene, og et par af pigerne kom og fortalte mig, at de ikke troede, de var i stand til at spille.”

Efter spisningen indkaldte Wilbek til et møde, hvor han gjorde det klart, at ingen ville blive tvunget til at spille finalen. Men hvis spillerne besluttede sig for at stille op, så kunne det danske landshold gøre det til en finale, hvor det var ”til ære for de døde og deres efterladte … hvis vi fandt motivationen i at spille det bedste, vi nogen sinde havde gjort, så var der en mening med det. På den måde ville vi kunne give det, vi var bedst til. Vi kunne ikke vække de døde til live igen, men vi kunne give dem alt, hvad vi havde på håndboldbanen.”

Det danske hold jubler efter sejren over Rusland. Uvidende om den tragedie, der har fundet sted på tilskuerpladserne under kampen.
Det danske hold jubler efter sejren over Rusland. Uvidende om den tragedie, der har fundet sted på tilskuerpladserne under kampen. Foto: FABRIZIO BENSCH / Scanpix Danmark

Som Anja Andersen huskede mødet, så var det indledningsvis stemningen, at holdet burde tage hjem. Håndbold gav ikke længere mening. Men langsomt drejede samtalen sig mod alle de mennesker, der var taget ned for at se det danske landsholds kamp for VM-succes. Det danske landshold, der havde vundet både OL og EM i 1996, stod med muligheden for at sikre nationens første VM-titel. De to tidligere VM-finaler, 1962 i Rumænien og 1993 i Oslo, var begge endt i nederlag. Og nu i Tyskland bakkede tusindvis af danskere op om holdet. Da Ulrik Wilbek til sidst bad om tilkendegivelser fra truppen, mente alle, at kampen burde spilles.

Herefter ringede Wilbek til Gunnar Knudsen, som stadig befandt sig i hallen. Danmark var klar til at spille, hvis hallen blev bedre sikret til finalen. Arrangørerne gik et skridt videre. Til finalen ville der være et stort opbud af sikkerhedsvagter, forbud mod alkohol, musik og de norske tilhængeres kobjælder.

De danske spillere, der normalt stod op klokken 8 for at få morgenmad efterfulgt af taktikmøde, var denne søndag først på benene et par timer senere. De sidste gik i seng klokken 3 efter en lang nat med gråd, samtaler, øl og Matador-afsnit på Allan Poulsens værelse for at bearbejde de mange følelser.

Et minuts stilhed før finalen.

square to 16x9
Anne Dorthe Tanderup, Gitte Sunesen og Anja Andersen under det minuts stilhed, der blev holdt, forud for finalekampen mod Norge. Foto: PALLE HEDEMANN / Scanpix Danmark

Til glæde for holdet forstærkede den tidligere landsholdsspiller, Marianne Florman, nogle timer senere indtrykket af, at spillerne havde truffet den rigtige beslutning. Florman, der i rollen som ekspertkommentator havde været helt tæt på lørdagens tragedie, hørte fra en af de dræbtes pårørende, som bad hende videregive budskabet ”spil - og gå så ud og bank de nordmænd.”

Vi gik på banen ”med den stærkeste holdfølelse, vi nogensinde har haft,” huskede Anja Andersen senere.

Forud for kampen blev der holdt et minuts stilhed, og trods en indledningsvis trykket stemning i hallen, kom der gang i tilskuerne, da det danske hold svarede igen på en stærk norsk start. Susan Goksør hamrede Norge foran 1-0, men Anja Andersen udlignede til 1-1 efter tre minutters spil, og trods endnu et hurtigt norsk mål udviklede finalen sig hurtigt til en dansk triumf.

Danmark gik til pause foran 14-11 og lignede et hold på vej mod den VM-titel, der ville være et helt igennem overbevisende punktum for både Ulrik Wilbek og Anja Andersen. Hele det danske hold, men Anja Andersen og Anne Dorthe Tanderup i særdeleshed, spillede en stor finale, inden sidstnævnte hamrede finalens sidste mål ind til 33-20, mens Andersen strakte armene i vejret og faldt jublende bagover i en baglæns kolbøtte, da sejren var sikret.

VM-finalen, overværet at statsminister Poul Nyrup Rasmussen, blev fejret med ”flyver”-jubelscener, lufttur til Ulrik Wilbek og bølge blandt de danske tilskuere trods den tragiske baggrund. ”Sporten vandt,” skrev Wilbek senere. Efter præmieoverrækkelsen, hvor publikum taktfast råbte ”Ulrik, Ulrik, Ulrik,” bad landstræneren om mikrofonen.

”Vi dedikerede denne kamp til de dræbte og deres efterladte, og vi lovede at spille over evne. Det løfte indfriede vi,” sagde Wilbek.

Dagen efter blev holdet modtaget med champagne forud for hyldesten på Københavns Rådhus. Her bekræftede Ulrik Wilbek, hvad han allerede havde meddelt sine spillere: Den danske landstræner takkede af. Det samme gjorde Anja Andersen. Som en del af et ualmindeligt stærkt landshold havde dansk håndbolds måske to største personligheder kæmpet, skændtes og sejret siden 1993. Da det hele sluttede, holdt de for en stund om – og måske også af – hinanden.

Ulrik Wilbek og Anja Andersen omfavner hinanden under VM i 1997.
Ulrik Wilbek og Anja Andersen omfavner hinanden under VM i 1997. Foto: ERNST VAN NORDE / Scanpix Danmark