Nyegaards regnestykke: Når 1+1 = 3

16x9
. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Landsholdet bør i fremtiden have langt flere træningstimer sammen i løbet af året, end de har nu, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert.

Jeg er ikke matematiker, men er alligevel helt på det rene med, at rubrikken ikke holder i den disciplin, der i min skoletid hed addition.

Geografi var en del af min tidlige læring. Undervisningen dengang var mere noget med 'at komme op til tavlen' og blive faktatjekket. Hvor ligger de danske, europæiske – og når nervepresset var størst – verdens byer på diverse kort.

Derfor ved jeg, hvor byer som Odense, Ikast, Randers, Viborg, Esbjerg ligger, og hvad der er ligeså vigtigt: jeg kender afstandene. For øvrigt interessant, nu hvor jeg de sidste 14 dage har drønet op og ned af motorvejene i vort kæmpestore naboland mod syd.

Forholdsmæssigt er afstandene i lille Danmark så diminutive, at de ikke er værd at nævne.

Det interessante i den viden er, at i disse byer bor og træner hovedparten af det danske kvindelandsholds grundstamme.

I får dem lige: Stine Jørgensen, Mette Tranborg, Kathrine Heindahl, Trine Østergaard, Mie Højlund, Althea Reinhardt, Louise Burgaard, Sarah Iversen, Kristina Jørgensen, Stine Bodholt, Line Haugsted, Maria Fisker, Sandra Toft.

Anne Mette Hansen, Lotte Grigel og Line Jørgensen er eneste fraværende fra stambesætningen.

Landsholdets grundstamme skal træne sammen 2-3 gange om måneden

Bent Nyegaard

Min kongstanke er simpel. Klavs Bruun Jørgensen skal have mere tid og bedre betingelser for at udvikle landsholdet.

Riget fattes penge. Samlingsdagene er for få i forhold til eksempelvis Norge, hvor Thorir Hergeirsson råder over cirka 100 dage.

En ny turneringsplan

VM 2017 i Tyskland har vist, at toppen af poppen i kvindehåndbolden anno december 2017 hedder Norge og alle de andre.

De andre er en temmelig stor gruppe. Stine Jørgensen og hendes kammerater kunne – med lidt lodder og trisser – let have været med her i Hamburg. Ligesom de tænker i Rumænien, Montenegro, Ungarn og – sikkert også – i Tyskland.

Der skal tænkes alternativt, så 1+1 bliver til 3.

Min model består af følgende elementer:

Landsholdets grundstamme skal træne sammen 2-3 gange om måneden i Herning/Randers/Viborg.

DHF og Divisionsforeningen må sætte sig sammen og forme en turneringsplan, så fremtidige landsholdssamlinger starter på torsdage og ikke mandage.

Fysiske tests skal ikke være en del af en optakt til landskampe, som det var tilfældet ved samlingen i september/oktober. Her blev der ikke megen tid til det håndboldmæssige med en test indlagt i midten af ugen. Samlingen startede den 25. september, og forud for den spillede Odense Håndbold mod FCM Håndbold den 19. september. Der havde således - for rigtig mange landsholdsspillere - været masser af muligheder for at afvikle tests, inden mødet med landsholdskammeraterne.

Fremtidigt skal de fysiske tests have deres egne datoer i årskalenderen.

Alt i alt havde Klavs Bruun Jørgensen og hans landshold 39 dage sammen i 2017. Programmet indeholdt 8 landskampe.

Alle klubber skal være en del af landsholdarbejdet

Bent Nyegaard

Jeg kender kvalerne med at finde datoer i en overbooket kalender. Derfor vil det kræve stor velvilje fra klubberne, men jeg er sikker på, at de kan se perspektivet i et bedre fungerende dansk kvindelandshold.

Værtsnationen viste forud for starten af dette mesterskab, at meget kan lade sig gøre. Klubberne stod sammen og gav – eksempelvis – den tyske forbundstræner, Michael Biegler, lov til at træne med spillerne mandag, tirsdag – nogle gange også onsdag - forud for torsdagens Bundesligakampe.   

That’s the spirit!

Hvis min model bliver en del af det fremtidige landsholdarbejde, vil det nærme sig en fordobling af antal træningstimer.

Samtidig bliver klubtrænerne en integreret del af landsholdets arbejde. Jeg forestiller mig, at de klubber,  der har flere landsholdsspillere – eksempelvis Jan Pytlicks Odense, Allan Heines Viborg, Kristian Kristensens Midtjylland, Jesper Jensens Esbjerg med flere – bliver en fast del af de månedlige træningssamlinger.

Selvfølgelig med landstræneren som den altbestemmende.

Hvad med projektets økonomi vil nogen sikkert spørge. Ingen økonomi svarer jeg.

Klubberne afholder kørsel, eller også gør spillerne selv.

Hvad så med halleje da? Jeg kender et par meget idrætsinteresserede borgmestre i både Herning og Viborg. Lars Krarup og Ulrik Wilbek vil med glæde tage imod og endda sørge for frokost, så landsholdspigerne har energi til dagens videre dont.

Nej, jeg har ikke glemt borgmesteren i Randers. Claus Omann Jensen vil sikkert også gerne tage imod. De er alle venstrefolk. Jeg har stor tiltro til, at de finder en løsning.

Lad mig lige understrege, at fordi enkelte ikke er nævnt, er det selvfølgelig ikke ensbetydende med, at de ikke skal deltage. Alle klubber skal være en del af landsholdarbejdet, men ligningen går i særdeleshed op, fordi så mange er i så kort afstand i forhold til hinanden.

Og skulle Mia Rej, De la Cour, Cecilie Greve med flere blive en del af fremtidens landshold, ja, så bliver turen mod det jyske jo bare med landstræner Klavs Bruun Jørgensen og København-træner Claus Mogensen som chauffører.

Piet Hein har grukket det flot: Slid men vid, ting tager tid!

Denne plan giver meget mere tid.

Så megen, at 1+1 = 3.