Skjern henter Islandsk landsholdskeeper

16x9
Björgvin Páll Gústavsson er et velkenddt ansigt fra Islands landshold ved slutrunderne. Foto: JONATHAN NACKSTRAND / Scanpix Denmark

Den 32-årige målmand Björgvin Páll Gústavsson har været et af ansigterne på Islands landsholdssucces. Nu skifter han til Skjern Håndbold.

Björgvin Páll Gústavsson har reddet EM-bronze og OL-sølv hjem til Island, og nu skal han forsøge at give Skjern succes.

Den 32-årige islandske landsholdskeeper skifter nemlig fra næste sæson islandske Haukar ud med Skjern i den bedste danske håndboldliga.

- Jeg har altid gerne villet spille i Danmark efter at have spillet flere år i Tyskland og et par sæsoner i Schweiz, siger Gústavsson til TV 2 SPORT.

- Da jeg fik et opkald fra Skjern, var det en nem beslutning, for klubben har et stort hjerte og store ambitioner. Så jeg ser frem til at blive en del af holdet, siger han til TV 2 SPORT.

Glæden ved skiftet er gengældt hos Skjerns trænerstab. Assistenttræner Henrik Kronborg ser frem til, at den rutinerede målmand bliver en del af den jyske traditionsklub.

- Vi synes, at han kommer til at passe godt ind på vores hold. Han har nogle af de dyder, som vi efterlever i Skjern Håndbold, og så har han også nogle kvaliteter som målmand, som vi kommer til at gøre brug af.

Til næste sæson bliver Gústavsson makker med 20-årige Emil Nielsen, og det makkerskab forventer Kronborg sig meget af.

- Han er hårdtarbejdende, topseriøs og topprofessionelt i al tilgang til sporten. Og så har han et utrolig højt topniveau. Udover det kommer han til at være makker med Emil Nielsen, og her tænker vi, at han har noget, han kan give videre til Emil.

Den islandske landsholdskeeper har spillet på landsholdet i 14 år, og han var med, da Island sensationelt vandt OL-sølv i 2008. Også to år senere, da de vandt EM-bronze, var det med Gústavsson mellem stængerne. På klubplan håber han på kunne føre Skjern mod nye titler.

- At nyde håndbold er mit første mål. Forhåbentlig kan vi vinde nogle titler i Skjern, og jeg håber, jeg kan få klubben til at udvikle sig endnu mere.

Gústavsson, som har fået en toårig kontrakt, skal afløse Tibor Ivanisevic, som fra næste sæson skifter til HSG Wetzlar. Bestyrelsesformand i Skjern oplyser til TV 2 SPORT, at de også er i gang med at lande en aftale med en venstre back.