Lasse Svan har skadesproblemer - højrefløj er ekstraudtaget

16x9
Selvom Tim Sørensen er indkaldt som erstatning, tager Lasse Svan Hansen stadig med til landsholdssamlingen. Foto: .

Tim Sørensen er blevet efterudtaget til landsholdssamlingen, da Lasse Svan har fået en mindre fiberskade.

Lasse Svan Hansen kommer ikke til at spille Golden League i starten af januar, da han har fået en mindre fiberskade.

Derfor har landstræner Nikolaj Jacobsen fredag formiddag indkaldt IFK Kristianstads Tim Sørensen. Lasse Svan møder dog stadig ind i landsholdslejren den 1. januar, da man har et håb om, at han bliver klar til EM.

- Lasse Svan er en vigtig spiller både på og uden for banen. Derfor møder han også ind sammen med alle de andre efter nytår, og så skal vores fysiske stab have kigget på hans lyske. Herfra lægger vi en plan, der forhåbentlig munder ud i hans deltagelse i hele eller dele af EM, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.

- Nu kommer Tim Sørensen ind, og ham kender vi allerede fra vores samling i sommers. Han skal nok løse opgaven sammen med Hans Lindberg.

Torsdag viste en skanning, at der er tale om en mindre fiberskade. Dermed håber alle på, at et par ugers pause er nok til, at Lasse Svan bliver klar til kamp igen. Højrefløjen fortæller, at han ikke har store gener efter skaden.

- De læger, jeg har talt med i Tyskland, ser et håb i, at jeg ikke har nogle smerter eller på anden måde er generet af skaden. Jeg har aldrig haft en skade af denne type, men generelt kommer jeg mig hurtigt over skader, og det, håber jeg også, er tilfældet med denne, siger Lasse Svan Hansen.

Landsholdet samles den 1. januar til træning, inden turen går til Golden League. Efter træningsturneringen i Frankrig rejser spillere og stab direkte til Kroatien, hvor Danmark åbner EM mod Ungarn den 13. januar.