- København skal stå tidligt op, hvis de skal slå Esbjerg, mener Nyegaard

Bent Nyegaard mener, at Team Esbjerg kommer med det største rygstød ind til Final4-finalen, hvis man kigger på præstationen i semifinalen.

Se pokalfinalen mellem Team Esbjerg og København Håndbold lørdag klokken 16.00 på TV 2.

Haluret viste, at der bare var 10 sekunder tilbage.

Det tog Team Esbjergs Estevana Polman sig ikke af, da hun brød igennem FC Midtjyllands forsvar og sendte esbjergenserne i Final4-finalen med en scoring til 23-22.

Sejren kom som en forløsning, da Esbjerg i løbet af første halvleg var bagud med hele syv mål. De kæmpede sig dog stærkt tilbage, og derfor mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, at de kan bruge comebacket i finalen.

- Det giver et gevaldigt boost, når du kan spille en så dårlig første halvleg og så vende det hele. Det giver ekstra gejst, så det er en trup, der næsten ikke kan vente til finalen. Det er bedre at vinde en kamp, som Esbjerg gjorde, da det giver mere energi, forklarer Bent Nyegaard.

- København skal stå tidligt op, da det bliver et Esbjerg-mandskab, der kommer med den samme udstråling, der bragte dem tilbage.

Hvis vi kan tage pokalen, ville det være en lettelse og en drøm, der går i opfyldelse

Jesper Jensen, Esbjerg-træner

Trine Nielsen har imidlertid svært ved at pege på en favorit, da hun tror, at finalen bliver utrolig tæt.

- København er ikke kæmpe favoritter, og det havde de heller ikke været, hvis det havde været Midtjylland, de havde stået over for. Esbjerg har lidt andre forhold at tænke på - på grund af mindre restitutionstid - men kampen bliver meget, meget lige.

København vandt sidste opgør

Sidst de to mandskaber mødtes i ligaen, var det københavnerne, som kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 24-23. Dog lader esbjergenserne sig ikke påvirke af dette.

- Vi har spillet mod den før, og de er svære at spille i mod. Men det er en ny kamp, så jeg håber, at vi vinder, siger Estevana Polman, imens Esbjerg-træner, Jesper Jensen, ligeledes har store forventninger til finalen.

- Vi kan sætte et punktum og tage den første pokal, og det har vi drømt om, siden vi slog Nykøbing i kvartfinalen. Hvis vi kan det, ville det være en lettelse og en drøm, der går i opfyldelse, siger han.

Inden finalen spiller FC Midtjylland Håndbold og Aarhus United bronzekamp. Den kamp kan du se på TV 2 SPORT fra klokken 14.