Landsholdsstjerne vender hjem til Danmark, forventer Kiel-træner

Alfred Gislason satser ikke på, at René Toft Hansens navn er en mulighed, når han skal sætte holdet i næste sæson.

Den tyske storklub THW Kiel arbejder lige nu på, hvilke spillere klubben skal forlænge med, og hvilke der forlader klubben.

Den tyske avis Bild skriver, at Kiel vil forlænge med Lukas Nilsson og Niclas Ekberg. Derudover regner Kiel-træneren ikke med René Toft Hansen i den næste sæson, da han skulle vende snuden hjem til Danmark.

- Så vidt jeg ved, rejser René tilbage til Danmark, siger Kiel-træner, Alfred Gislason, til den tyske avis.

Hverken avisen elle træneren nævner dog, hvilken klub danskeren, som tidligere har spillet i Mors, Viborg, KIF Kolding og AG København, skal hjem til.

- Vil være interessant for alle hold

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard fortæller, at et eventuelt skifte vil gavne hele den danske liga.

- Det vil uomtvisteligt være et kæmpe plus for ligaen. Han har igennem mange år, selvom han har haft lidt skader, været en top-3 figur på det danske landshold. Det vil være ekstremt flot for den danske liga at få ham hjem, siger Bent Nyegaard.

- Han vil være interessant for stort set alle hold. Det er en forsvarskapacitet på ekstremt højt niveau, og der vil være mange, der vil kigge nærmere på ham.

- Vi har tidligere set stregspillere som Michael V. Knudsen og Jesper Nøddesbo komme hjem og vise, at der er mange gode år i de gamle ben endnu, siger eksperten.

Cheftræneren fortæller ligeledes, at planen er, at Filip Jicha, der har indstillet sin aktive karriere, skal være assistenttræner i klubben. Den 35-årige tjekkiske spiller flyttede fra Kiel til Barcelona i 2015 og afsluttede sin aktive karriere i sommer. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra René Toft Hansen.