Nikolaj Jacobsen løfter sløret for målsætningen ved EM

Danmark skal være med i finaleweekenden ved EM i Kroatien. Det er landstræner Nikolaj Jacobsen og spillernes erklærede mål.

Glæden stråler ud af 46-årige Nikolaj Jacobsen. Han kan bare ikke vente med at komme i gang med sit første mesterskab som dansk landstræner.

Den 12. januar - om 10 dage - begynder EM i Kroatien med semifinaler den 26. januar og finale to dage senere, og den rutinerede træner lægger ikke skjul på, at han og spillerne vil være med helt til det sidste.

- Vi ser frem til en spændende turnering. Jeg ved, at I alle hungrer efter nogle målsætninger, og jeg vil sige, at vi synes, vi er et hold, som skal være blandt de hold, der skal kæmpe om at være med i finaleweekenden i Zagreb. Det er målsætningen, lød det fra Nikolaj Jacobsen på tirsdagens pressemøde i Herning.

- Så skal man bruge nogle små marginaler, og man skal bruge lidt held på de rigtige tidspunkter, og det håber vi selvfølgelig, at vi har, sådan at vi også er at finde i Zagreb i den sidste weekend.

Vil ikke vise alt frem

Inden det går løs i Kroatien, skal de danske håndboldherrer teste EM-formen af ved et Golden League-stævne i Frankrig, hvor modstanderne er Egypten, Norge og værtsnationen.

Nikolaj Jacobsen på pressemødet i Herning den 2. januar 2018.
Nikolaj Jacobsen på pressemødet i Herning den 2. januar 2018. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Og her bliver det ikke et dansk landshold, der vil lægge alle kortene på bordet. I stedet vil landstræneren bruge turneringen til at se forskellige ting an, og så kommer resultaterne lidt i anden række.

- I den (Golden League-stævne, red.) sidst i oktober spillede man med det, man havde. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke kommer til at vise alt frem i Frankrig, og derfor vil vi også prøve at eksperimentere lidt med nogle opstillinger og ikke vise alt frem taktisk, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

- Så må resultaterne komme, som de kommer, men vi vil heller ikke ned og vise alt, inden vi starter (på EM) og forære Ungarn det hele.

På pressemødet meldte Nikolaj Jacobsen også alle mand fit for fight. Eneste lille minus er Lasse Svan Hansen, der døjer med lyskeproblemer, men landstræneren er optimistisk og forventer at have Flensburg-Handewitt-fløjen med i den første kamp ved EM.

Danmark åbner EM mod Ungarn lørdag den 13. januar.

Bliv klar til EM i herrehåndbold med TV 2s store håndboldmagasin. Læs eksklusive reportager med blandt andre Mikkel Hansen og Nikolaj Jacobsen - og få Bent Nyegaards analyser af samtlige hold og stjernespillere. Du får også tv-oversigt, manager-guide og meget mere. Køb det her.