- Det gjorde ondt at skulle sendes hjem, fortæller 'Mulle' om VM-exit

Det var en hård besked for Kristina 'Mulle' Kristiansen, da hun efter sidste gruppekamp ved VM i Tyskland blev skiftet ud af landsholdstruppen.

I de sene aftentimer, efter Danmark havde spillet den sidste gruppekamp ved VM mod Rusland, fik Kristina Kristiansen beskeden om, at hun skulle forlade den danske landsholdlejr til fordel for Stine Bodholt.

- Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til, og jeg prøvede lidt samme situation sidste år, hvor jeg så bare fik lov at blive til mesterskabet, men selvfølgelig gjorde det ondt at skulle sendes hjem, siger Kristina Kristiansen til TV 2 SPORT.

Nykøbing Falster-playmakeren blev dermed sendt på tidlig juleferie, og der blev sendt et klart signal fra landstræner Klavs Bruun Jørgensen om, at andre spillere er fortrukket over Kristina Kristiansen.

- Jeg tror så meget på mig selv og ved, hvad jeg kan, så det var bare hjem og knokle videre og give den gas hjemme i Danmark, siger Kristina Kristiansen.

Har du stadig lyst til at have den rolle på landsholdet?

- Jeg har lyst til at være på landsholdet, og jeg vil kæmpe for stadig at have en plads på holdet, men, jeg tror, det bliver svært. Jeg er dog ikke typen, der giver op, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen ser det som en svær opgave for playmakeren at få en større rolle på landsholdet, men roser attituden hos 'Mulle'.

- Det kan godt virke lidt naivt, at hun bliver ved med at tro på, at hun kan få en større rolle på landsholdet, men man må også bare respektere, at hun bliver ved med at tro på sine evner, og at hun stadig har en stor lyst til at repræsentere Danmark.

Næste gang, Klavs Bruun Jørgensen har mulighed for at udtage Kristina Kristiansen, er, når landsholdet skal spille EM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet i slutningen af marts.