- Jeg er stadig bitter og ked af, jeg missede EM-finalen mod Danmark

Zarko Sesum blev i 2012 ramt af kasteskyts fra tribunen, da Serbien og Kroatien spillede EM-semifinale. Fredag aften mødes de igen ved EM.

Se Kroatien – Serbien direkte på TV 2 PLAY fredag klokken 20.30.

Med ét blev Zarko Sesums liv forvandlet.

Den serbiske playmaker var på vej ud mod omklædningsrummet. Han troede, han skulle ud og modtage instrukser i pausen af EM-semifinalen mod Kroatien. Men så skete det. En akut og grusom smerte ramte Sesums højre øje.

Trods et enormt sikkerhedsopbud i og uden for hallen var Sesum blevet ramt af en lille, hård genstand – kastet fra tilskuerrækkerne. Dét kostede ham resten af semifinalen, den efterfølgende finale mod Danmark og halvdelen af synet på det højre øje.

- Det sidder stadig i mig, for det var en dramatisk oplevelse, fortæller Zarko Sesum til TV 2 SPORT om det skelsættende øjeblik.

Zarko Sesum blev straks kørt på hospitalet, og siden gennemgik han en øjenoperation. De første rygter gik på, at Sesum blev ramt af en dartpil. Selv gætter han på, det var en mønt eller en skrue. Genstanden blev kastet fra det serbiske tilskuerafsnit, men ligesom spillerne var tilskuerne også på vej ud af hallen i pausen af håndboldkampen. Serbere og kroater var derfor blandet på tilskuerpladserne, og det er stadig uvist, hvem der kastede genstanden - og om Zarko Sesum var målet.

Tidligere i karrieren har Sesum været udsat for at overfald på en natklub i ungarske Vezsprem. Bevæbnede gerningsmand slog og sparkede Sesum, mens de stak den rumænske håndboldspiller Marian Cozma med en kniv. Han døde af kvæstelserne, mens Sesum slap med et kraniebrud.

Er stadig bitter 

Med nedsat syn er playmakeren tilbage på håndboldbanen, og fredag aften står Serbien og Kroatien igen over for hinanden i en EM-slutrunde. Denne gang spiller de premierekamp ved EM i Kroatien – sidste gang spillede de om en finaleplads i Serbien.

- Serbien skabte det bedste håndboldresultat nogensinde, da vi kom i finalen, og den missede jeg sammen med anden halvleg af semifinalen.

- Jeg er stadig lidt bitter, når jeg tænker på det. Jeg er ked af, at det overhovedet skete – ikke kun fordi det gik ud over mig, lyder det fra Sesum.

Uden Sesum på banen tabte Serbien senere finalen til Danmark. Playmakeren så til fra sidelinjen og fik senere overrakt sølvmedaljen med klap for øjet. 

Men trods den skæbnesvangre oplevelse i 2012 ser Zarko Sesum frem til endnu et ’balkanbrag’ i 2018, hvor en udsolgt arena vil danne en enestående ramme om spillet på banen.

- Det bliver enormt larmende og intenst. Folk fra Balkan lever for sport, og de giver alt for at støtte deres hold. Det bliver en virkelig, virkelig stor kamp i en fantastisk ramme.

Se Kroatien – Serbien direkte på TV 2 PLAY fredag klokken 20.30.