Danmark åbner EM med storsejr

Mikkel Hansen fik rødt kort med 20 minutter tilbage, men Danmark fik alligevel en sikker sejr over Ungarn i første kamp ved EM.

  • Danmark-Ungarn 32-25 (Pausestilling: 14-12)
  • Topscorere: Rasmus Lauge (Danmark, 7 mål), Máté Lékai (Ungarn, 5 mål)
  • Udvisninger (2 min.): Danmark 5, Ungarn 5)

Profilen:

Rasmus Lauge "har gjort stort set, hvad der har passet ham fra kampens start," sagde ekspertkommentator Bent Nyegaard, da den danske playmaker med 10 minutter tilbage af kampen scorede sit sjette mål. Lauge, der har misset flere slutrunder på grund af skader, spillede en stor kamp og blev også efterfølgende kåret til kampens spiller.

Detaljen:

Henrik Toft Hansen bragte Danmark foran med 11-9 efter 21 minutter inde i kampen, men scoringen vil blive husket for den utrolig assist, Rasmus Lauge lavede. Han havde en ungarer hængende på ryggen, men formåede med ryggen til Henrik Toft at kaste bolden ind i labberne på Toft, der måtte strække sig maksimalt for at fange den og score.

Det sagde de efter kampen:

Rasmus Lauge, playmaker

- Jeg synes, vi langt hen ad vejen spiller en rigtig, rigtig god kamp. Det kulminerede med, at vi nærmest ingen fejl laver i anden halvleg og straffer dem på de mindste ting. Vi står godt i forsvaret, og Jannick Green kommer ind og står en god kamp. Jeg synes, vi har styr på det fra start til slut.

Jannick Green, målmand

- Det giver en kæmpe selvtillid. Der er altid nervøsitet, når man skal ind til første kamp. Især mod Ungarn, som er et rigtig ubehageligt hold, men jeg synes, vi løste det godt, og jeg håber, vi kan tage det med.

Danske målscorere:

Rasmus Lauge 7, Mikkel Hansen 6 (2), Michael Damgaard 5, Casper U. Mortensen 3, Morten Olsen 3, Magnus Landin 2, Henrik Toft Hansen 2, Hans Lindberg 2 (2), Lasse Svan 1, Mads Mensah Larsen 1.

Det er perspektivrigt, at det danske hold lykkedes uden venstrehænder i bagkæden. Det kan blive afgørende. Det er en opstilling, som kan være vanskelig at spille imod, og Frankrig vandt tidligere adskillige guldmedaljer med den opstilling, ligesom den også tidligere har været en succes for Danmark – eksempelvis ved EM i Norge i 2008, hvor det blev til guld.

Referat:

Lars Bruun-Mortensen, TV 2 SPORT i Varaždin

Der var ungarske fædre skrålende med deres sønner på armen. Unge og gamle med røde, hvide og grønne striber malet på rødblussede kinder og det ungarske flag blafrende om skuldrene.

Selv om flere hundrede danske fans er rejst til Kroatien for at bakke op om landstræner Nikolaj Jacobsen og de danske spillere, var det kun under nationalmelodien, at de danske fans rigtig kunne høres i arenaen i Varazdin, hvor flere tusinde ungarske tilskuere - der kun skulle 30 kilometer ind over grænsen for at bakke deres helte op - buhede, piftede og brølede deres begejstring (eller raseri) ud efter hver en duel på banen, hver en scoring, hver en bold.

Men nøjagtig som i den sidste testkamp før EM, hvor Danmark tog til Paris og besejrede de franske verdensmestre, kunne heller ikke et ungarsk inferno ryste danskerne, der vandt 32-25.

Danmark spillede angrebshåndbold på et højt, højt niveau – med en bagkæde, hvor især Rasmus Lauge og Morten Olsen spillede stort. Smukkest blev det, da Lauge med ryggen til og hårdt presset fik smidt bolden op i højrelappen på en flyvende Henrik Toft, der på stregen vendte i luften og scorede til 11-9. Lige der kunne håndbold ikke blive meget smukkere.

I forsvaret havde danskerne til gengæld problemer i første halvleg. Niklas Landin havde blot haft én redning, inden han blev pillet ud efter 23 minutter, og derfor fik Danmark kun en tomålsforspring med til pausen – 14-12.

Pausen brugte en ungarsk far, der havde hoppet og skrålet med sin søn på armen i hele første halvleg, på at sætte ørepropperne ordentlig på plads i sønnens ører til anden halvleg. Det var et klogt træk, for brølene og opbakningen fra de ungarske tilskuere blev kun større i anden halvleg.

På banen kogte det også kortvarigt over. Mikkel Hansen kunne have fået rødt kort, da han ramte Ungarns Mate Lekai lige i ansigtet med en tacklende arm, men Danmarks største stjerne slap med sin anden udvisning. Men kun i noget tid. 

Danskeren så ganske vist helt uskyldig ud i situationen kort efter, da en ungarsk spiller løb ind i ryggen på ham. Men kampens kroatiske dommere gav danskeren den tredje udvisning, og så blev Mikkel Hansen sendt væk fra banen med 20 minutter igen.

De ungarske tilskuere rejste sig og klappede begejstret danskeren ud, men udvisningen blev ikke det vendepunkt for Ungarn, som fansene utvivlsomt havde håbet.

Rasmus Lauge og Morten Olsen fortsatte storspillet, Michael Damgaard bankede fem bolde ind i Mikkel Hansens fravær, og Danmark øgede bare føringen. Selv ikke det fantastiske ungarske publikum kunne skabe spænding og tvivl om udfaldet.

Med sejren fører Danmark nu EM’s gruppe D sammen med Spanien, der slog Tjekkiet med 17 mål.