En 'rædderlig' dansk indsats skabte chok i håndboldverdenen

Jammerligt, bitter og forfærdelig. Håndboldherrernes exit mod Ungarn fra VM i 2017 gør stadig ondt på spillerne. Nu er landsholdet klar til revanche.

Det kom bag på alle i håndboldverdenen, da der blev fløjtet af i Halle Olympique i Albertville.

 - Danmark er færdige ved verdensmesterskaberne 2017. Sensationelt slået ud af Ungarn, der vinder med 27-25.

Det havde da været et soleklart vendepunkt, hvis han med rette havde fået vist det røde kort

Bent Nyegaard, håndboldekspert

Sådan lød ordene fra TV 2 SPORTs håndboldkommentator Thomas Kristensen efter det danske exit ved VM i Frankrig for et år siden. En 1/8-finale, hvor danskerne var storfavoritter, men måtte se drømmen om en VM-titel fordufte endnu engang.

- Uha, den kamp havde jeg ellers lykkeligt glemt, siger René Toft Hansen, da TV 2 SPORT fanger ham efter en træning i Kroatien, hvor håndboldherrerne er ved at gøre klar til åbningskampen ved EM mod netop Ungarn. 

Det danske landshold kom til VM i Frankrig blot fem måneder efter, det sikrede sig den historiske guldmedalje ved OL i Rio i august 2016.

Trods uro omkring Ulrik Wilbeks afsked som sportschef var forhåbningerne i perioden efter OL, at det danske herrelandshold endelig skulle sikre sig det trofæ, det mangler i skabet hos Dansk Håndbold Forbund: VM-trofæet.

 - Med OL-guldet frisk i hukommelsen blev der sat nogle enorme forventninger til holdet og til mesterskabet, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Jeg synes slet ikke, at det var et niveau, vi kunne tillade os at levere i en 1/8-finale til VM

Lasse Svan Hansen

Det danske landshold startede slutrunden som lyn og torden. Danmark vandt alle fem indledende kampe mod Argentina, Egypten, Sverige, Bahrain og Qatar og havde endda sparet de tre store profiler, Niklas Landin, Mikkel Hansen og Kasper Søndergaard, i den sidste gruppekamp mod qatarerne, mens Ungarn kom fra et nederlag mod Hviderusland, der var tæt på at sende dem helt ud af turneringen.

- Danmark var inden kampen klar favorit til at gå videre. Selvfølgelig var der respekt om Ungarn inden, men Danmark havde set overbevisende ud i gruppespillet, og der var ikke mange, der havde troet på, at de for alvor ville komme i problemer mod Ungarn, siger Bent Nyegaard.

6.540 tilskuere var på plads i Halle Olympique til en kamp om, hvem der skulle møde Norge i VMs kvartfinale.

Fra startfløjtet lød var det ungarerne, der satte sig på opgøret.

Danmark blev spillet ud af banen det første kvarter af kampen og kunne slet ikke finde deres niveau. Håndboldherrerne var nede med 5-8 efter 17 minutter.

- Fra start haltede vi rigtig meget efter. Der var ingen aggressivitet i forsvaret, og der var ingen fart i angrebsspillet. Det var rædderligt, siger Lasse Svan om kampen.

Eneste lyspunkt i første halvleg var Mikkel Hansen. Med syv mål fik han spillet Danmark tilbage i kampen, men det var ikke nok til at få kontrol over spillet. Det danske landshold var ikke i front én eneste gang de første 30 minutter.

Storspil fra den ungarske playmaker Máté Lekai og målmand Roland Mikler var derimod med til, at Ungarn førte 13-12 ved pausen.

- Vi havde svært ved at få noget til at lykkes. Det hele blev på Ungarns præmisser, og der var lidt en fornemmelse af, at vi aldrig rigtig kom i gang, fortæller Hans Lindberg, der også var med under opgøret.

Ungarn fortsatte med at dominere i starten af anden halvleg. Og igen var det Roland Mikler, der var den helt store torn i øjet på danskerne.

Ungarn bragte sig med ti minutter tilbage af kampen i front med tre mål, og så opstod der en episode, der kunne have ændret kampen fuldstændig.

Råbte forgæves på rødt kort

Niklas Landin reddede en afslutning i det danske mål, samlede hurtigt bolden op og sendte den dybt ned ad banen mod Lasse Svan, der var stukket afsted.

På kanten af det ungarske felt svævede Svan i luften. Han var klar til at gribe bolden, men blev så tacklet hårdt af den ungarske målmand, Roland Mikler.

Med det samme råbte det danske hold på rødt kort til Mikler.

- Ifølge reglerne var der jo klart rødt kort. Jeg ved ikke, hvorfor de valgte ikke at fløjte det. Men det var ikke derfor, vi tabte. Det var helt igennem vores egen skyld, siger Lasse Svan.

Her er Bent Nyegaard ikke helt enig med den danske højrefløj.

- Det er klart, at det absolut var en afgørende situation, da Mikler kampen igennem stod helt fantastisk. Han havde et hav af store redninger, så det havde da været et soleklart vendepunkt, hvis han med rette havde fået vist det røde kort, fortæller Bent Nyegaard.

Det var, som om den episode tændte det danske hold – især i angrebsspillet, hvor Michael Damgaard og Lasse Svan for alvor meldte sig ind i opgøret.

Så da netop Lasse Svan med syv minutter igen fik udlignet til 23-23, tændtes der pludselig et håb.

- Man sad med fornemmelsen af, at det ville blive historien om et tappert kæmpende Ungarsk mandskab, der måtte give slip til sidst, siger Bent Nyegaard.

Men det håb, der blev vakt, blev hurtigt slukket igen.

Roland Mikler var igen manden, der kastede grus i maskineriet. Med fire redninger i løbet af de sidste tre minutter var Mikler en stor årsag til, at Ungarn kunne trække fra mod slutningen og vinde kampen med 27-25.

- Det var en bitter fornemmelse. Det var bestemt ikke det, vi havde sat os for, og vi spillede også en ret skidt kamp, så det var fortjent, at vi røg ud, siger Hans Lindberg om reaktionen efter kampen.

- Jeg var edderrasende efter kampen. Jeg synes slet ikke, at det var et niveau, vi kunne tillade os at levere i 1/8-finale til VM. Det var en kæmpe skuffelse, siger Lasse Svan.

Nederlaget til Ungarn var den dårligste præstation ved et VM siden 2005, hvor det blev til et exit efter gruppespillet. 

Nu er det så tid til, at få revanche for Danmark, når de to hold mødes i aften i den første kamp ved EM-slutrunden i Kroatien. Du kan se kampen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY .