Ét spørgsmål melder sig efter EM-stjernes skade: Hvad lavede han på banen?

Domagoj Duvnjak måtte hjælpes fra banen og fragtes til et nærliggende hospital efter EM-premieren. Kroater undrer sig over, at det kunne ske.

Kroatiens suveræne åbningssejr fik en meget ærgerlig afslutning, da verdensstjernen Domagoj Duvnjak kom slemt til skade i en harmløs situation.

Tre minutter før tid stod Duvnjak alene på venstre back, flere meter fra sin direkte modstander. Mens bolden var i den modsatte side af banen trak han sit højre ben til sig i en pludselig bevægelse, inden han måtte lægge sig på gulvet i smerter.

Et solouheld, der kan få store konsekvenser for verdensstjernens deltagelse i resten af slutrunden. Og faktisk undrer det den kroatiske presse, at uheldet overhovedet kunne ske. Alt var jo, som det skulle være – Kroatien førte med 29-22 over Serbien, så hvorfor belaste en mand med ligegyldige minutter? Duvnjak har trods alt brugt en stor del af 2017 på at komme sig over en knæskade.

- Det oplagte spørgsmål er, hvad Duvnjak lavede på banen efter 57 minutter, når kampen allerede var afgjort, skriver det kroatiske medie Gol.

- Hvordan kan en spiller, der er kommet tilbage efter en alvorlig skade, være på gulvet, når det var tydeligt, at rivalerne allerede havde overgivet sig? Hvorfor? Hvorfor gøre ham så træt, når det simpelthen ikke er nødvendigt? Alt var allerede løst – og Mandalinic og Mamic sad og ventede på bænken. Kunne han (Duvnjak, red.) ikke have siddet der i slutningen af kampen og deltaget i jublen med holdkammeraterne?

Efter sejren på 32-22 blev landstræner Lino Cervar bedt om at svare på journalisternes undrende spørgsmål. Men svaret var, ifølge Gol, latterligt. Cervar sagde angiveligt, at han ville have skiftet Duvnjak ud – men at han ikke kunne.

- På grund af larmen fra tilskuerne?, spørger det kroatiske medie og forslår, at træneren kunne have sendt beskeden videre gennem de spillere, der var tættere på bænken.

Kort efter kampen blev det rygtet, at Duvnjaks EM var forbi. Det ligger dog ikke fast, før den træfsikre bagspiller er blevet undersøgt yderligere i løbet af lørdagen.

Se Danmark - Ungarn direkte på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 19.45.