Nikolaj Jacobsen er noget af det bedste, der er sket for Danmark, mener Ungarns landstræner

16x9
Nikolaj Jacobsen får sin slutrundedebut som dansk landstræner i lørdagens EM-kamp mod Ungarn. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Ungarns landstræner Ljubomir Vranjes kender indgående Nikolaj Jacobsen fra den tyske bundesliga og udråber Danmark til klar favorit mod Ungarn.

SE DANMARK-UNGARN DIREKTE PÅ TV 2 OG TV 2 PLAY KLOKKEN 20.30

Med sine 166 centimeter ser Ljubomir Vranjes ikke ud af meget, når han står side om side med sine ungarske kæmper på Hotel Sveti Martin en halv time fra EM-arenaen i kroatiske Varazdin. 

Men den 44-årige svensker er en af de helt store i international herrehåndbold. 

I syv år var han træner i tyske Flensburg-Handewitt og vandt blandt andet Champions League i 2014, inden han i sommer sagde ja til et lukrativt tilbud om at overtage både den ungarske storklub Veszprem og det ungarske landshold. 

Fra sin tid i Bundesligaen kender Vranjes Nikolaj Jacobsen fra deres mange møder mellem Flensburg-Handewitt og Rhein-Neckar Löwen, og Ungarns nye landstræner har stor respekt for sin danske kollega. 

- Han er noget af det bedste, der er sket for det danske hold. Jeg synes, han er en rigtig god træner, og han formår at have balancen mellem det alvorlige og det sjove, siger Vranjes til TV 2 SPORT, der møder svenskeren på spillerhotellet til en ungarsk pressemøde dagen før EM-åbningen mod Danmark.

- Det er den balance, som man skal kunne beherske som træner i dag. Jeg tror ikke, man i dag kan være fx som en 'Noka' (Serdaruric, red.), som bare er en ... ja... en anden slags træner, smiler svenskeren. 

67-årige Zvonimir 'Noka' Serdarusic var i 15 år træner i THW Kiel og i dag træner franske Paris Saint Germain med danske Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard - en kroatisk træner, der ikke er kendt for at være tæt på sine spillere, som fx Nikolaj Jacobsen er. 

Ljubomir Vranjes udråber Danmark til klar favorit i lørdagens EM-kamp, selv om det var netop Ungarn, der sendte Danmark ud af kvartfinalen ved VM for et år siden.

- Jeg har fem spillere, som ikke er med mere fra dengang - den største Laszlo Nagy naturligvis. Jeg har et andet hold, et yngre hold med mindre rutine, siger den ungarske landstræner. 

Danmark og Ungarn mødes lørdag klokken 20.30. Se kampen direkte på TV 2.