Ny kroatisk kovending: EM-stjerne ude af gruppespillet

Kroatiens stjernespiller Domagoj Duvnjak er ude resten af gruppespillet, bekræfter det kroatiske håndboldforbund i en pressemeddelelse.

Kroatien må undvære holdets største stjerne resten af gruppespillet. 

Det står nu klart, efter det kroatiske håndboldforbund lørdag eftermiddag har udsendt en pressemeddelelse, hvor landstræner Lino Cervar fortæller, at han ikke kommer i kamp mod både Island og Sverige. 

- Domagoj Duvnjak er helt sikkert ude resten af gruppespillet. Nu skal vi videre, så vi kan opnå vores ambitioner og nå de mål, vi har for hver kamp. Jeg ringer til en spiller, som vi erstatte Duvnjak, siger landstræneren. 

Det er endnu uvist, om skaden tillader, at stjernespilleren igen kan blive indlemmet i truppen, men tidligere lørdag fortalte en central kroatisk kilde, der ønskede at være anonym, til TV 2 SPORT, at Domagoj Duvnjak er helt færdig ved slutrunden. 

Det har ikke været muligt at få verificeret oplysningen, men ifølge kilden ville nyheden blive offentliggjort lørdag aften. Derudover fortalte kilden, at Kroatien ville indkalde en erstatning, og det er nu bekræftet. 

Tre forskellige udmeldinger i løbet af lørdagen

De to meldinger om Duvnjaks skadessituation kommer kun få timer efter, at den kroatiske lejr ellers forsikrede om, at skaden ikke var så alvorlig som først antaget, og at de forventede, at han kunne træne med igen inden for et par dage. 

- Duvnjak er ikke ude af EM endnu. Det er ikke hans akillessene, der er revet over, men det er en lægskade. Vi finder ud af i løbet af eftermiddagen, hvor slemt det er, men vi håber, han kan træne med os igen i løbet af et par dage, sagde den kroatiske assistenttræner Hrvoje Horvat.

Uheldet skete i en harmløs situation, hvor verdensstjernen på ingen måde var presset. I et angreb havde han indtaget en plads på venstre back, og mens bolden var i den anden side af banen, skulle han til at træde et skridt frem.

Pludselig trak han sit højre ben til sig. Det var tydeligt, at Duvnjak var ramt af en akut smerte, og kort efter måtte han stivbenet lægge sig ned på gulvet. Senere blev han hjulpet fra banen og kørt på et hospital, og igen lørdag er han blevet undersøgt.

Kroatien vandt kampen med 32-22 og topper gruppe A foran Island, der vandt deres første kamp mod Sverige.