Nyegaards karakterbog: - Han spiller en fuldstændig vanvittig kamp

Danmark startede EM med en sejr over Ungarn. Bent Nyegaard uddeler traditionen tro karakterer til de danske spillere efter kampen.

Som forventet blev det til en dansk sejr mod Ungarn, da Nikolaj Jacobsens tropper skulle fra land ved EM i Kroatien. Men ungarerne viste sig at være en svær nød at knække, da de fulgte med danskerne helt til stillingen 16-16.

Men derfra stod der Danmark på det hele. Det endte med en sikker dansk sejr på 32-25. TV 2 SPORTs ekspertkommentator Bent Nyegaard er som altid klar med karakterer til de danske spillere efter kampen.

- Jeg synes jo, at der er grund til at komplimentere landsholdet og ledelsen for en mere end forrygende kamp. Det var et ungarsk mandskab, der kom med alt, de havde. Og det blev slået fast, at Danmark, og den optimisme, vi har haft, ikke har været rent praleri. Det er et dansk landshold, der hviler i sig selv, og som har en ambition om at gøre noget ekstraordinært.

KARAKTERSKALAEN

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

- Vi kommer ikke igennem det her uden at slå fast, at Rasmus Lauge og Morten Olsen var nøglerne til, at den her kamp gik, som den gik. Det var helt ekstremt godt af Nikolaj Jacobsen at få Hansen, Lauge og Olsen til at fungere på det niveau. Efter et kvarter møblerede han forsvaret om, tog Møllgaard ud og skiftede Henrik Toft ind. Alt i alt en meget fornem start på EM for Danmark, siger Nyegaard efter kampen.

Herunder er Bent Nyegaards karakterer til det danske hold.

square to 16x9

Niklas Landin 1

Det er tæt på nul, for det var overhovedet ikke hans aften. Jeg undrer mig over, at Niklas virkede passiv. Han endte med at reagere i stedet for at agere. Han gik ikke rigtig efter noget, og det var som om, hans fødder stod fast. Det har jeg ikke set før. Virkede handlingslammet.

Jannick Green 5

Han kom ind efter 21 minutter, og han stod med en rigtig flot redningsprocent. Der var dog lige et par afslutninger, der gik ind i anden halvleg, men han kom ind og gav liv, da Landin var skudt ned.

Magnus Landin 5

Han skulle lige føle sig til rette i kampen. Spillede 30 minutter, og scorede på de to chancer, han fik. Da han først faldt ind i rytmen med Toft brødrene, dækkede han rigtig godt op. Tog dog, som flere andre, en enkelt dum udvisning. Men alder og erfaring taget i betragtning, så var det en flot præstation.

Casper U. Mortensen 5

Rigtig god landskamp fra ham. Scorede tre på tre. Lå i et område med svære modstandere i forsvaret. Fin kamp af ham.

Lasse Svan 2

Det blev lidt under middel for ham. Scorede en på tre forsøg, og tydeligvis en Lasse Svan, der skal have lidt flere minutter i benene efter sin skadesperiode. Det bliver godt for ham at få lidt minutter mod Tjekkiet.

Hans Lindberg 4

Han fik ikke rigtig noget at arbejde med, men har vænnet sig til at skyde straffekast, når Mikkel Hansen ikke er der. Han scorede to på to. Godt at have en mand, der er kølig i de situationer.

Mikkel Hansen 4

Bedst som han var ved at spille sig ind for alvor, røg han ud. Han scorede seks mål på ti forsøg og spillede 40 minutter. Lige inden udvisningen var han ved at ligne den helt gamle Mikkel Hansen. Det hører med, at han godt kunne have fået rødt kort i en situation forinden, hvor han ramte Lekai lige i hovedet. Havde lidt forsvarsproblemer. Det var en Mikkel Hansen, der var på vej fremad, men forsvaret var ikke helt godt.

Michael Damgaard 5

Han var jo kampafgørende. Kom ind i stedet for Mikkel Hansen og spillede på en måde, der var ham i en nøddeskal. Han strøg lige ind og scorede fem mål og laver to assists. Han var meget tæt på et sekstal. Meget flot entré.

Rasmus Lauge 6 KAMPENS SPILLER (delt)

Fuldstændig vanvittig kamp. Scorede syv på otte. I overtallet spillede han med kæmpe selvfølgelighed. Helt i særklasse hans bedste landskamp nogensinde. Hold da op en præstation.

Henrik Møllgaard 3

Han fik 12 minutter i forsvaret i starten, og der fungerede forsvaret ikke optimalt. Der var problemer især i ungarernes højreside. Det var en svær opgave, og han kom lidt på mellemhånd. Det var nok derfor, Jacobsen tog ham ud. Der var også en kontra, hvor han sløsede lidt med sin afslutning.

Niclas Kirkeløkke UB

-

Mads Mensah Larsen 4

Ikke så meget spilletid til ham. Det var et resultat af, at de andre gjorde det så godt. Han skulle bruge lidt tid til at komme ind i kampen, da han kom ind. Det var helt okay, men ikke en Mads Mensah, der for alvor satte præg på begivenhederne.

Morten Olsen 6 KAMPENS SPILLER (delt)

Hvis der var nogen, der tvivlede på, at han kunne spille som han gjorde til OL i 2016, så må jeg sige, at han gør det endnu bedre nu. Han scorede tre på fem forsøg og havde nogle fremragende assists. Men vigtigst af alt, så var han forrygende på fødderne og skabte overtal. Hans afleveringer lå perfekt. En enkelt teknisk fejl, men han fik en hel kamp, og han var på højeste niveau konstant. Jeg har ikke set Morten Olsen spille bedre end det her.

Rene Toft Hansen 5

Et tårn inde i det forsvar. Han skulle lige vænne sig til det hele i det første kvarter. Men da han havde taget bestik af situationen og fik brormand ind ved sin side, så var han helt suveræn. Det er et kæmpe aktiv, Danmark har i ham.

Henrik Toft Hansen 5

Han har fødder, der gør, at han fik dækket de ekstra områder, der hjalp Rene Toft. Han scorede to mål på to forsøg. Og så greb han en helt forrygende bold fra Lauge, som han omsatte til mål. Stor landskamp af ham.

Anders Zachariassen UB

-

Nikolaj Jacobsen 5

Jeg må sige, at der blev arbejdet godt med tingene. Han fandt løsningen i forsvaret, ved at få Henrik Toft og Magnus Landin ind. Det var en ren mur. Jeg synes, han var for længe om at skifte Landin ud. Der gik 21 minutter, og han stod med under 10 procent. Jeg kunne også ønske mig, vi fik lidt mere gang i kontrafasen. Men det var virkelig flot trænerarbejde at få sat den bagkæde så godt sammen. Danmark havde en scoringseffektivitet på 70 procent. Det er uhørt højt.