Som 16-årig fik svensk legende at vide, han aldrig ville blive håndboldspiller

Fire spillere fra den danske trup spillede sidste år under Ungarns træner, Ljubomir Vranjes, i Flensburg-Handewitt.

Se Danmark - Ungarn på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag klokken 20.30.

Med sine 166 centimeter rager han ikke højt op i vejret.

Alligevel skal hans store temperament nok gøre, at de danske spillere lægger mærke til ham ude på sidelinjen i den første EM-kamp mod Ungarn.

Navnet er Ljubomir Vranjes. Han er ny træner for det ungarske landshold, og den iltre svensker er i den grad tro mod sine Balkan-rødder.

- Det kan godt være, det (spillet, red.) ikke altid ser så kønt ud, men du skal gerne have blod på trøjen bagefter, for at vise ham du har kæmpet din sag, siger Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

Den danske playmaker ved, hvad han taler om. Han havde i to år Vranjes som træner i Flensburg-Handewitt, inden svenskeren før denne sæson i stedet blev træner for MVM Veszprém og det ungarske landshold.

Derfor ved Lauge også godt, at Vranjes som noget af det første i jobbet vil pumpe vildskab ind i sit nye hold.

Han var en meget dygtig taktiker som spiller og er 'smart som ind i helvede'

Bent Nyegaard

Filosofien er da også ganske enkel for svenskeren.

- Hver et sekund, du er på banen, og hver en centimeter på banen skal du vinde. Der er ikke noget, der hedder 'jeg er træt', eller 'jeg ikke vil eller kan'. Du skal gøre alt i din magt for at vinde. Det kræver jeg.

En del af 'Bengan Boys'

Hårdheden hos den temperamentsfyldte svensker skal findes i den opvækst, han selv fik.

Som 16-årig fik han at vide, han ikke selv kunne blive håndboldspiller, fordi han var for dårlig og lav.

- Det var hårdt at høre. Så jeg blev sur, vred og ked af det. Siden blev jeg fast besluttet på, at jeg skulle vise dem alle sammen, at jeg godt kunne spille håndbold.

Det fik den svenske playmaker i den grad vist. Han blev ikke blot håndboldspiller. Han kæmpede sig også til en plads på det mest legendariske svenske landshold nogensinde. 'Bengan Boys'.

Det gyldne landshold huserede fra 1988-2004. Med et navn, der hentydede til Bengt 'Bengan' Johansson, som var landstræner i den periode.

Vranjes kom på holdet i slutningen af 1990'erne, hvor Sverige fik medalje ved hver eneste slutrunde, de var til. Oftest af guld.

I de syv slutrunder, den svenske playmaker var med, nåede han at vinde tre sølv- og fire guldmedaljer.

Stædigheden kan blive et problem

Ifølge Bent Nyegaard er det en styrke for en træner, når personen selv har prøvet at stå på banen. Vranjes har samtidig formået at tage kvaliteterne som spiller ,ed videre som træner.

- Han var en meget dygtig taktiker som spiller og er smart 'som ind i helvede', siger Nyegaard, men påpeger, at det kan give bagslag at være så stædig, som Vranjes er.

- Det kan godt være positivt, men nogle gange kan man som træner også blive for stædig i nogle situationer.

Stædigheden kan Anders Zachariassen godt genkende hos svenskeren. Ligesom Lauge spillede han også under Vranjes i Flensburg-Handewitt.

- Han vil bare gerne vinde. Han kan godt være aggressiv, men han ved, hvad han vil med sit spil, og han har sine idéer.

Der er mange af tingene, jeg kan nikke genkendende til

Henrik Toft

Én af idéerne er, at håndboldegenskaberne i princippet er en biting. Den rækker kun et vis stykke for en spiller. Ligesom han i sin egen spillerkarriere mærkede, at der er noget andet, der kræves.

- Der kan altid findes en bedre håndboldspiller, men du skal give alt, når du er på banen. Men hvis man har det (håndboldtalent, red.) udover attituden, så kan man nå langt, fortæller Vranjes.

Indbyrdes forståelse kan bruges taktisk

I alt er fire danskere i den nuværende landsholdstrup blevet trænet af Vranjes i den tyske klub. Udover Lauge og Zachariassen gælder det også Lasse Svan og Henrik Toft.

Sidstnævnte har nærstuderet Ungarns kampe under Vranjes, og han ser et lignende mønster i spillestilen.

- Nogle af de ting, de har spillet i træningskampene, kender vi Flensburg-spillere. Det er mange af de samme ting. Den samme filosofi, siger Toft, som ikke vil afvise, det kan blive en fordel for Danmark.

- Vi må jo se i kampen, om vi kan drage fordel af det, men der er mange af tingene, jeg kan nikke genkendende til.

Ifølge håndboldekspert Daniel Svensson vil det især være angrebsåbninger hos Ungarn, som de danske Flensburg-spillere vil kunne genkende på banen. Hvordan de eksempelvis skal placere sig i forhold til modstanderne.

Rasmus Lauge er enig i den betragtning. Omvendt tror han også, at Vranjes kan drage fordel af deres indbyrdes møde.

- Det er lidt et taktisk spil. Hvem der har de små taktiske ændringer, der gør, at kampen kan blive vendt.

Vranjes ser det også som noget positivt, at han kender de danske spillere. Men han føler ikke kun, at det er danskerne i Flensburg, han har et godt øje til.

- Jeg ved jo egentlig alt om spillerne i Danmark. Jeg kan gå tilbage tre-fire år og sige præcis, hvad hver en spiller gør individuelt.

- Men det er ikke altid, spillet kører gnidningsfrit på sit hold, selvom jeg ved, hvad der skal gøres, siger Vranjes.

Ljubomir Vranjes begyndte sin professionelle spillerkarriere i 1989 i Redbergslids og sluttede den i Flensburg-Handewitt i 2009. Året efter blev han cheftræner for den nordjyske klub.