Ungarsk 'hjemmebane' tænder danske spillere før første EM-kamp

Når de danske håndboldherrer lørdag indleder EM mod Ungarn, vil de med al sandsynlighed komme under et voldsomt pres fra de ungarske tilskuere.

30 kilometer. 

Det er afstanden fra Varaždin Arena, hvor Danmark skal spille de tre kampe i gruppespillet ved EM, til den ungarske grænse. Og det kommer til at få betydning, når de danske håndboldherrer lørdag indleder slutrunden mod netop Ungarn. 

- Jeg tror, hallen bliver fyldt med ungarske tilskuere. Det skal nok blive en fed oplevelse, når der bliver skabt noget larm i hallen. Jeg foretrækker da, der er stemning, men det kommer nok til at føles som en udebane, siger Hans Lindberg til TV 2 SPORT. 

Det giver selvfølgelig Ungarn en klar fordel i, at de vil have hjemmebanefordelen

Nikolaj Jacobsen

For et år siden var det Ungarn, der sendte Danmark ud af VM i Frankrig, og selvom de danske spillere nu også kommer under pres fra de mange ungarske tilskuere, så mener Henrik Møllgaard, at det kan vendes til noget positivt. 

- Det, at hallen kommer til at koge og måske også lidt imod os, det tror jeg kun vil være godt for os. Vi er dygtige til at spille under stort pres. Der er mange, der løfter sig på det her hold, når det hele spidser lidt til, og det koger, så jeg håber faktisk, at der kommer rigtig mange ungarere. 

Varaždin Arena har plads til 5200 tilskuere, og det forventes, at langt de fleste pladser lørdag aften vil blive besat af ungarske tilhængere. 

Ungarn havde også 'hjemmebanefordel' i 2009

Tilbage i 2009, da Kroatien sidst var værter for EM, spillede Ungarns håndboldherrer deres indledende kampe i byen Osijek, der også kun ligger få kilometer fra grænsen til Ungarn - og dengang var arenaen fyldt med grønklædte tilskuere. 

De ungarske tilskuere valfartede i 2009 til Kroatien, da Ungarn spillede EM i byen Osijek, der kun er 40 kilometer fra den ungarske grænse. Video: Christopher Roth

Og sådan forventer landstræner Nikolaj Jacobsen også, at det kommer til at se ud til lørdagens kamp. 

- Det giver selvfølgelig Ungarn en klar fordel i, at de vil have hjemmebanefordelen. De kan ligge noget mere tryk på dommerne og sådan, men det er jeg ikke så nervøs for, at det sker.

- Vi har et erfarent hold, der har prøvet en masse, så jeg tror ikke, at det er det, der kommer til at hyle os ud af den, siger landstræneren videre. 

Danmark fik i starten af maj en forsmag på, hvad det er, der venter lørdag aften, da de mødte Ungarn på udebane i kvalifikationen til EM. Dengang sørgede Anders Eggert for en udligning på straffekast i kampens sidste sekund foran 6700 tilskuere i Budapest. 

- Jeg synes, der var god stemning. Jeg ved, de fleste på det her hold har prøvet at spille på udebane mod et larmende og fjendtligt publikum, og jeg ved også, at alle er voksne nok til at tackle sådan et pres, siger Hans Lindberg. 

Ved EM er Danmark havnet i gruppe D sammen med Spanien, Ungarn og Tjekkiet, hvoraf de tre bedste kvalificerer sig til mellemrunden.