EM-vært har fundet en erstatning for skadet stjerne

Den kroatiske landstræner har som ventet skiftet Domagoj Duvnjak ud af sin EM-trup. Duvnjak blev skadet i den første kamp.

Se alle kampe fra EM på TV 2 PLAY.

Verdensstjernen Domagoj Duvnjak må følge det kroatiske EM-hold fra tribunen, når det går løs i den anden gruppekamp søndag aften.

Kiel-spilleren kom til skade mod slutningen af Kroatiens første kamp, og nu er han som ventet blevet skiftet ud af Lino Cervas trup inden mødet med Island.

Han bliver erstattet af den rutinerede højre back Denis Buntic. Dermed har Lino Cerva brugt den første af seks mulige udskiftninger i EM-truppen.

Den 35-årige Pick Szeged-spiller kommer til at kæmpe om spilletiden på højre back med Luka Stepancic og Marko Kopljar, som scorede henholdsvis seks og et mål i Kroatiens første gruppekamp.

Buntic har spillet på landsholdet i over et årti, og han har vundet fem medaljer i nationaldragten. 

Duvnjak i solouheld

Domagoj Duvnjak kom til skade med sin højre læg med kun tre minutter tilbage af premierekampen mod Serbien.  Uheldet skete i en harmløs situation, hvor verdensstjernen på ingen måde var presset. I et angreb havde han indtaget en plads på venstre back, og mens bolden var i den anden side af banen, skulle han til at træde et skridt frem.

Pludselig trak han sit højre ben til sig. Det var tydeligt, at Duvnjak var ramt af en akut smerte, og kort efter måtte han stivbenet lægge sig ned på gulvet. Senere blev han hjulpet fra banen og kørt på et hospital, og igen lørdag blev han undersøgt, inden han blev meldt skadet i resten af gruppespillet.

Denis Buntic kan spille sin første kamp ved dette EM allerede søndag aften, hvor Kroatien møder Island.

Se Kroatien – Island på TV 2 SPORT søndag klokken 20.30.