Sjældent blåt kort: Liga-profil får karantæne og misser topkamp

København Håndbold må undvære Mia Rej, der har fået karantæne i to kampe, efter hun fik blåt kort i kampen mod Ringkøbing.

For første gang i sæsonen blev det blå kort taget i brug, da København onsdag tog imod Ringkøbing på hjemmebane og vandt med 38-26.

Det har nu medført en karantæne på to kampe til Københavns profil Mia Rej, der dermed misser topkampen mod Viborg HK og den efterfølgende kamp mod Aarhus United. Det oplyser DHF's Frank Smith til TV 2 SPORT.

- Disciplinærinstansen har set video af episoden og fulgt dommernes indberetning. De ser situationen på samme måde som dommerne - at det er meget farligt og en form for benspænd.

Otte minutter inde i anden halvleg var udeholdets Louise Gundesbøl på vej af sted i kontra, da Mia Rej kantede hende helt ude ved sidelinjen. Efter kort betænkningstid valgte kampens dommere, Daniel Krause-Kjær og Nicklas Mark Pedersen, herefter at tildele Mia Rej et direkte rødt kort - efterfulgt af et blåt kort.

- I forbindelse med et kontraangreb tager Mia Rej et langt skridt mod en boldførende spiller, hvorved der opstår et benspænd, som kan karakteriseres som en overlagt og grov handling, som ikke relateres til spilsituationen. Det medfører et blåt kort efter spillereglernes paragraf 8.6., lød forklaringen fra dommer Nicklas Mark Pedersen.

Det blå kort blev indført i sommeren 2016 og kan bruges i situationer omkring spillets groveste forseelser. Herved bliver det tydeliggjort allerede i øjeblikket, at situationen efterfølgende skal ses igennem af Dansk Håndbold Forbunds disciplinærinstans, der skal vurdere, om det skal give en karantæne.

Da karantænen er under tre kampe, har København ikke mulighed for at anke kendelsen.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi synes, to spilledages karantæne er en meget hård dom for den forseelse, eller at vi er lodret uenige i kendelsen, hvorfor vi også har gjort indsigelser i den forgangne uge, og ikke mindst påpeget de procedurefejl, der efterfølgende blev begået i forbindelse med håndteringen af det blå kort.

- Det er ikke blevet tillagt betydning i Disciplinærudvalget, hvilket undrer os, men nu retter vi fokus mod at fastholde vores førsteplads i HTH Go Ligaen og starter forberedelserne til de kommende kampe, siger adm. direktør i København Håndbold, Janni Møller Thomsen.

Klubben ligger lige nu nummer ét i HTH Go Ligaen - fire point foran Viborg på fjerdepladsen. De to hold mødes på onsdag.