Nikolaj Jacobsen spillede fodbold under falsk navn for at snyde Bent Nyegaard

Landstræneren Nikolaj Jacobsen var tæt på slet ikke at ende i håndboldverdenen. Som teenager ville han nemlig hellere spille fodbold.

En af de mest glorværdige karrierer i dansk håndboldhistorie var faktisk tæt på at gå i vasken, før den overhovedet var begyndt.

Og så ville det danske herrelandshold i håndbold nok have en helt anden landstræner den dag i dag. For landstræner Nikolaj Jacobsen var, som teenager med talent både for håndbold og fodbold, tæt på at vælge det sidstnævnte.

Jeg vidste jo, at du læste meget avis, så det kunne jo ikke stå i avisen

Nikolaj Jacobsen

Det fortæller Nikolaj Jacobsen i samtale med Bent Nyegaard i TV 2 SPORT's håndboldmagsin 'Bents'.

- Jeg må sige, at jeg faktisk altid har elsket at spille fodbold mere end håndbold, siger Nikolaj Jacobsen.

Nikolaj Jacobsen spillede ungdomshåndbold i GOG, men det var tilværelsen som angriber for OB, der på dette tidspunkt trak mest. 

- Fodbolden var egentligt det, jeg allerhelst ville, og jeg var parat til at stoppe med at spille håndbold, siger han.

Men grunden til at det i sidste ende blev håndbold og ikke fodbold kan i høj grad tilskrives logistiske udfordringer.

- Jeg kan godt sige, at vi ikke var en familie med ret mange midler. Der var ikke råd til bil dengang, så jeg skulle tage fire gange om ugen til Odense og OB. 

- Men jeg røg på andetholdet i OB i en periode, hvor jeg, på grund af håndbolden, ikke kunne træne så meget. Og når man var på andetholdet, skulle man selv betale sit togkort, og det var der ingen mulighed for i vores familie på daværende tidspunkt. Og så var jeg nødt til at stoppe med fodbold, siger Nikolaj Jacobsen.

Bent Nyegaard så til i kulissen, da Nikolaj Jacobsen var med ved EM i 1994.
Bent Nyegaard så til i kulissen, da Nikolaj Jacobsen var med ved EM i 1994. Foto: Scanpix

På dette tidspunkt var TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard en stor figur i Nikolaj Jacobsens håndboldklub, GOG. Og Nyegaard bad den unge knægt om at lægge fodbolden helt og aldeles på hylden.

- Jeg kan huske, jeg sagde til dig, at nu spiller du håndbold for alvor, og så skal du ikke spille fodbold. Og hvad gjorde Nikolaj så, spørger Bent Nyegaard, mens Nikolaj Jacobsen selv får lov at svare:

- Jamen, jeg spillede da både Fynsserie og Danmarksserie i fodbold, mens vi hyggede os med håndbold ude i GOG, siger han og fortæller videre, hvordan han måtte skjule sine fodboldudskejelser og spille under falsk navn:

- Jeg vidste jo, at du læste meget avis, så det kunne jo ikke stå i avisen, at jeg havde scoret to eller tre mål for Tved eller Tårup IF. Så der var nødt til at stå andre navne i avisen, når jeg scorede, griner Nikolaj Jacobsen.

Jeg ændrede mig helt sikkert som person, da jeg kom ned til Kiel...

Nikolaj Jacobsen i Bents.

Kiels hårde svenskere modnede Jacobsen

Nikolaj Jacobsen endte som bekendt med - sikkert til glæde for mange - at vælge håndbolden. I 1997 tog han skridtet fra det så velkendte GOG i Danmark til tysk håndbold, hvor han i 1998 kom til storklubben Kiel.

Og det var især her, Nikolaj Jacobsen modnede som person og håndboldspiller.

- Jeg ændrede mig helt sikkert som person, da jeg kom ned til Kiel. Hvis du spørger mine gamle holdkammerater i GOG, så syntes de sikkert, jeg var rigtig flink. Men jeg tror også, jeg var røvirriterende at spille sammen med. Jeg var strid og stillede høje krav. Jeg skulle vinde, og jeg skulle fremad, siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

- Så kom jeg til Kiel og fik æren og fornøjelsen af at spille sammen med Magnus Wislander, Stefan Lövgren og Staffan Olsson. Og det åbnede mine øjne for, hvordan man også kunne være som menneske.

- Staffan er i dag en af mine allerbedste venner. Han er sådan et forbillede for mig, kan man sige. I forhold til hvordan man kan være som person, og hvordan man kan behandle andre mennesker. En virkelig fantastisk fyr. Wislander det samme. Og jeg tror, at alle, der har spillet med Lövgren, vil sige, det er den bedste anfører, de nogensinde har haft.

Kiels hårde svenskere modnede Nikolaj Jacobsen Video: TV 2 SPORT

Når Nikolaj Jacobsen skal forsøge at indkapsle essensen af den opdragelse, han gennemgik i Kiel, sværger han til en helt særlig anekdote fra den første tid i klubben:

- Jeg syntes ikke, jeg skulle have så meget plads, så jeg følte jo altid, jeg var fri ude på den venstre fløj. Der var så et par gange, han ikke lige så det, og så råbte jeg lige af ham: ”Hvorfor får jeg ikke den bold?”

- Når du snakker pænt til mig, så får du bolden, svarede han.

- Så lærte jeg det. Det syntes jeg, var fantastisk. Jeg skylder dem meget, for de lærte mig rigtig mange ting om at opføre sig ordentligt, siger Nikolaj Jacobsen.

Nikolaj Jacobsen spillede seks år i Kiel. I dag er han landstræner for Danmarks herrelandshold, der lørdag indleder EM i Kroatien med en kamp mod Ungarn.

Se hele samtalen mellem Nikolaj Jacobsen og Bent Nyegaard i håndboldmagasinet Bents på TV 2 PLAY.