Nikolaj Jacobsens taktiske joker følte sig først accepteret efter OL

På én hektisk sensommermåned i 2016 opnåede Morten Olsen den accept, han har trænet for hele sit liv. Siden da har han været fast mand på landsholdet.

Denne artikel blev bragt i TV 2 SPORTs VM-magasin i december 2016. Den er nu genoptrykt online som en del af fokusset på Danmarks EM-profiler.

Et hurtigt kys på dørtrinet.

- Vi ses, skat.

Hun med hundesnoren i den ene hånd og en rulleplasticposer i den anden. Han med nøglerne til den nye Audi og dunken til en proteindrik. De er egentlig på vej på tre dages ferie, for der er først træning igen fredag. Men der er lige noget, han skal nå inden da. Selvom han for kun godt 12 timer siden var sit holds bedste med ti scoringer og lige så mange frispilninger i en hård Bundesligakamp, har han ikke givet sig selv formiddagen fri. Adidas fra top til tå.

Sko, strømper, træningsbukser og trøje i klubbens grønne farver. Selvom det egentlig ikke er klubben, han arbejder for i dag. Træneren har givet sit hold fri. Der skal slappes af før forberedelserne til den næste kamp. Men han kan ikke slappe af endnu. Først når han har passet sin træning. Styrketræning.

- Det gør jeg faktisk altid, når jeg har fridage, siger han fra førersædet i den Audi A7 Quatro, som også bevidner, at det går Morten Olsen godt. Han er på vej fra sildeparket-lejligheden i Hannover centrum til en rustik kælder i udkanten af byen, hvor en slidt, sort lædersofa er eneste møblement, fordi de tunge, skiveformede metalvægte fra Tjekkoslovakiet og jernstængerne mellem dem er det eneste, der har en reel funktion her. Det er her, han bruger mange af sine fridage.

- Så tager jeg selv ud og træner og får lavet lidt ekstra, så jeg ikke falder helt af på den. Det er faktisk meget naturligt for mig at restituere på den måde med at styrketræne. Og så synes jeg, det er meget hyggeligt, siger Olsen, inden han svinger A7’eren ind forbi en Esso-tank og parkerer den ved Mark Anthony Sandmanns vægtløftningskælder.

- Han er nok den stærkeste håndboldspiller i verden. Jeg har aldrig set den styrke i en håndboldspiller på hans størrelse, siger samme Sandmann, som har arbejdet med flere af Tysklands bedste håndboldnavne og været Morten Olsens ven, siden han som fysisk træner i TSV Hannover-Burgdorf tog imod Olsen, da han kom til klubben i 2010.

Morten Olsen og hans fysiske træner Mark Anthony Sandmann med årene har udviklet et nært venskab.
Morten Olsen og hans fysiske træner Mark Anthony Sandmann med årene har udviklet et nært venskab. Foto: Mathias Brosbøl Eriksen

Nu er han ikke længere ansat i klubben, men venskabet mellem den tysk/irske vægtløftningstræner med et skæg og en muskelmasse større end din og min – tilsammen – og den danske håndboldspiller med en passion stærkere end de flestes, bevidnes af den hilsen, der udspiller sig, når Olsen træder ned i Sandmanns kælder.

Et klassisk street-håndslag og en naturligt følgende 200-kilogram tung mandekrammer med tilhørende klap på ryggen, hvor mottoet 'passion for weightlifting' står printet. Her er Morten Olsen hjemme.

- Jeg er nok blevet en nørd her på mine ældre dage, siger Morten Olsen selv om sit afhængighedslignende forhold til vægttræning.

- Det startede jo tidligt. Jeg var ikke den største håndboldspiller, så jeg var nødt til at gøre et eller andet for at kunne følge med på seniorniveau. Og så er det bare hængt ved. Jeg synes, det er en vigtig del som håndboldspiller at være stærk og hele tiden kunne udvikle sig og helst ikke gå i stå på det område, uddyber han, mens vægtstangen bliver opgraderet med endnu to tunge, gummibelagte jernskiver.

- Og samtidig med, at det er en del af min sport, så er det også bare blevet hverdag og en ting, jeg nyder at lave. Det er bare hyggeligt at komme herned engang imellem bare og snakke. Og træne lidt samtidig.

Styrketræning er blevet en vigtig del for Morten Olsen i håndboldkarrieren.
Styrketræning er blevet en vigtig del for Morten Olsen i håndboldkarrieren. Foto: Mathias Brosbøl Eriksen

Med de ord lukker han sætningen, mens han stiller sig med let spredte ben, bøjer sig ned og binder hænderne fast til stangen med de skiveformede vægte på og åbner det næste sæt 'snatch' – på dansk kaldet træk. Med strakt ryg og samtlige muskelfibre spændt trækker han cirka 100 kilogram lynhurtigt lodret op langs skinnebenene, videre forbi knæene og navlen og op over hovedet, mens han springer ind under stangen og rejser sig med strakte arme og ret ryg. Præcis som en olympisk vægtløfter.

Fra badegæst til folkehelt

Lørdag den 16. juli 2016. En skæbnesvanger dag for Morten Olsens karriere. På den positive måde. Han sidder på Bali og holder ferie og har droppet tanken om OL. Faktisk hele tanken om landsholdet.

- Jeg havde egentlig afskrevet det, og jeg havde egentlig også forventet, at det bare var det, siger han nu om de landsholdsdrømme, der var brast for bare et halvt år siden.

Havde du mistet troen på, at du nogensinde skulle slå til på landsholdet?

- Ja. Jeg havde været med i mange år, uden at det rigtig var blevet til noget. Og jeg var ikke med i det sidste halve år op til OL.

Men så, pludselig, kommer den melding, der genopliver alt det, Morten Olsen troede, efterhånden var overstået. Landstræner Gudmundur Gudmundsson kalder playmakeren hjem fra ferien. Han skal med til OL i Rio. Ti år efter sin debut for Danmark. Efter flere ihærdige men forgæves forsøg på det, han alle årene har drømt om: En slutrunde med det danske landshold.

Efter OL føler jeg mig mere som en del af det og mere accepteret af både pressen, holdkammerater og træneren

Morten Olsen

Og hvilken én, skulle det vise sig. Det begyndte godt nok lidt som den landsholdskarriere, der aldrig før havde været andet end en blandet fornøjelse. Fem minutters håndbold og et enkelt mål i den første kamp mod Argentina. Så 18 gode minutter og fem flotte scoringer mod Tunesien.

Før nederlaget til Kroatien i tredje kamp blev helt uden spilletid og tillid til Morten Olsen. Men så fandt han, på sin helt egen måde, den energi, der skulle vise sig at blive guld værd.

- Jeg var ikke helt tilfreds, siger han og afslører underdrivelsen med et skævt smil.

- Og så tog jeg en god gang styrketræning lige efter kampen for lige at få nogle aggressioner ud.

To timers træning blev det til, mens holdkammeraterne restituerede efter kampen mod Kroatien. Og det skulle vise sig at blive vendepunktet for Morten Olsens OL. Faktisk for hele hans landsholdskarriere.

To dage senere, i Danmarks etmålssejr over Qatar, spillede han næsten 25 minutters håndbold som dirigent i Danmarks angreb. Og der fortsatte han resten af turneringen. I de sidste fire kampe, to altafgørende knockoutkampe mod Slovenien og Polen samt to møder med de regerende mestre fra Frankrig, en af dem OL-finalen, styrede han stort set hvert eneste danske angreb. Han scorede selv 22 mål og lagde op til ti.

- Jeg var jo egentlig reserve og tog derover som en slags joker. Det havde jeg det fint med, men på et tidspunkt fik jeg chancen, siger han selv om vendepunktet.

- Så slår vi Qatar og spiller bedre og bedre der fra, og jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen. Men mest af alt er jeg glad for, at vi vandt OL.

Morten Olsen fik sit store gennembrud på det danske landshold ved OL i Rio i 2016.
Morten Olsen fik sit store gennembrud på det danske landshold ved OL i Rio i 2016. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Lige omkring en måned tog det, fra han skyllede sandet ud mellem tæerne på Bali, til han stod i Københavns Lufthavn med en OL-guldmedalje om halsen. En rejse både rundt om jorden og rundt om Morten Olsens landsholdskarriere. En rejse, der også gjorde ham selv en anelse rundtosset.

- Det var en virkelig fed oplevelse. Det var fantastisk, hvad vi præsterede. Men det gik også så hurtigt. Lige pludselig var man bare hjemme igen, og så er OL i baggrunden. Så får man bare lyst til at tage tilbage igen og opleve det hele engang til, siger han og ligner en, der forsøger at forstå, hvad der egentlig skete i sensommeren 2016.

Endelig accepteret

Ud over den imponerende flotte, gyldne medalje, havde han også andet med hjem fra Rio. Og det lader til at betyde lige så meget. Mindst. Det er nemlig noget, som man ikke kan pakke i en kuffert eller købe for penge. Det er noget, man ikke selv er herre over, om man får eller ej: Andres anerkendelse. Den har han kæmpet for i årevis, men først nu, efter fire gode kampe og en guldmedalje, har Danmark accepteret ham. Det føler han hvert fald selv:

- Det er bare det, der har gjort, at folk er blevet opmærksomme og har accepteret mig til sidst. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik lov til at vise mit værd og vise, at jeg kunne præstere på det niveau, siger han og tænker tilbage på en landsholdskarriere, som i mange år var præget af personlige nederlag.

- Det har været svært at falde til. Det har været svært at få lov til at vise det, jeg kan. Jeg synes altid, det er gået godt til træning, fordi der ikke er nogen forventninger og noget pres, og man får lov til at lave fejl. Men det har været svært at få det fra træning og over i kampene, uddyber han og hentyder til de gange, hvor han har været landsholdets ’lige ved og næsten’.

I 2013 blev han, efter en sublim sæson i Bundesligaen med 205 scoringer, fravalgt frem mod EM 2014 på hjemmebane, fordi han ikke passede ind i spillestilen. I 2015, da Gudmundur Gudmundsson gerne ville have ham med til VM i Qatar, brækkede han næsen under en træning. Og ved EM i Polen i 2016 blev han også sorteret fra i sidste øjeblik.

Så det endte med at tage ham mere end ti år at komme ind på den helt store scene - fra landsholdsdebuten mod Tyskland 14. april 2006 til slutrundedebuten ved OL i Rio den 7. august 2016 mod Argentina. Ud af i alt 143 landskampe er det de fire seneste, der har givet ham respekt.

- Ja, det er nemt at se. Også i forberedelseskampene til OL var det også svært at få lov. Først efter jeg gjorde en forskel i kampe, hvor det virkelig betød noget, så blev det accepteret, at der faktisk var noget substans, og det ikke bare var noget, der skete en enkelt gang. Efter OL føler jeg mig mere som en del af det og mere accepteret af både pressen, holdkammerater og træneren.

OL var altså ikke bare forførende for den nu 31-årige playmaker fra Osted sydvest for Roskilde. Det var også forløsende. For han har gennem flere sæsoner været en respekteret profil i både tysk og fransk håndbold. Men ikke i dansk, synes han selv:

- Jeg har tullet lidt rundt i Tyskland og Frankrig, uden at så mange har været bekendt med, at jeg faktisk har spillet godt. Det lidt sjove er, at det først er nu, jeg er blevet bekræftet i, at det faktisk er gået godt, og at jeg ER en god spiller, selvom jeg i mange år har spillet godt.

En anderledes vej

Kredsen af grønklædte fans, som omringer ham der på midterlinjen i TUI Arena i Hannover, beviser, at han har mere respekt end nogen anden i netop den hal og den trøje, han lige har spillet hjemmekampen mod Füchse Berlin i.

Ti mål scorede han, og selvom hjemmeholdet tabte med et enkelt mål, så står dusinvis af tyske tilhængere klar til at få en gammeldags autograf eller en moderne selfie med ’Dänisch Dynamite’, som hallens højtalere kalder ham, hver gang han har scoret.

Morten Olsen er populær blandt de autografhungrende fans i sin klub, Hannover-Burgdorf.
Morten Olsen er populær blandt de autografhungrende fans i sin klub, Hannover-Burgdorf. Foto: Mathias Brosbøl Eriksen

Morten Olsen er nemlig en stjerne i Hannover-Burgdorf. Han er vendt tilbage til klubben efter en afstikker til franske St. Raphael, og han spiller lige nu sin femte sæson i klubben, der hentede ham fra Danmark og Bjerringbro-Silkeborg til Bundesligaen for mere end seks år siden.

Efter en læretid i GOG, Mors-Thy, Viborg og Bjerringbro-Silkeborg tog han sin egen vej ud i verden til Hannover, som på det tidspunkt var bundhold i den tyske liga.

- Jeg er nok gået andre veje, end andre gør. Det har været vigtigt for mig at prøve nogle andre ting i forhold til at opleve andre kulturer og andre måder at spille håndbold på for at gøre mig til en mere hel håndboldspiller. Jeg ved, hvad jeg vil. Og så går jeg gerne den vej. Den måde, jeg træner på for eksempel, er noget, jeg selv har valgt, og sådan skal det bare være.

Stærkere end nogensinde

Kridtstøvet hvirvler op foran hans svedige ansigt i efterårssolen, som sniger sig ind gennem kældervinduerne i det kolde, men for ham hjemlige træningsmiljø. Når han klapper hænderne sammen og gør klar til endnu et løft, afslører det hvide støv, at han træner på sin egen måde. Ikke helt som andre håndboldspillere. Det er mere vægtløftning, end det er håndbold.

- Det er ret teknisk at lave det, så det er også lidt sjovt og lidt nørdet, siger han og forsøger at forklare, hvordan det her kan gå fra at være et nødvendigt onde til en decideret hobby:

- Det er lidt som at spille golf. Det er teknisk svært og noget, man skal træne meget for at blive god til.

Så det er lige så meget, fordi det er sjovt?

- Ja, 100 procent. Det er blevet en stor interesse. Jeg kan også godt lide at spille golf, men det kræver rigtig meget tid, så i øjeblikket spiller jeg ikke ret meget golf.

Er træningen også en slags terapi for dig?

- Det er det. Det kan være meget rart efter en kamp, hvis det ikke er gået godt, at bare hygge sig med det. Det virker for mig.

Både fysisk og mentalt har vægtene, venskabet med Mark Sandmann og den nørdede dedikation virket så godt, at Morten Olsen nu for alvor er inde i den danske håndboldvarme. Og han håber på, at det gennembrud, han lavede både på og uden for banen i sensommeren 2016, kan sende endnu flere store oplevelser hans vej.

- Lige pludselig var det bare forbi, siger han fra bænken, hvor han puster ud mellem to ’sæt’ med vægtstangen.

- Vi havde selvfølgelig vundet, men alting var så hektisk, og så tænker jeg, at det vil jeg gerne opleve en gang til. Jeg håber, at jeg stadig spiller om fire år, så hvis jeg kan være med der, så vil jeg virkelig være tilfreds.

Først og fremmest gælder det dog om at udnytte OL-triumfens momentum til at blive en fast del af landsholdet – startende med VM i Frankrig 2017.

- Jeg håber da, at jeg kommer med, efter det gik så godt til OL. Og at jeg har lidt længere snor denne her gang. Men ja, jeg står da nok bedre, end jeg nogensinde har gjort.

Veltilfreds – både med udsigten til en landsholdsfremtid og med dagens arbejde i vægtløftningskælderen – gentager han den tunge mandekrammer og samler Audinøglen op fra bordet ved lædersofaen.

Nu gælder det tre feriedage i Amsterdam med familien. Uden træning.

- Det bliver lidt underligt, indrømmer han.

Det er måske nærmest en afhængighed?

- Ja, det kan man godt sige.