Udenlandske medier kalder dansk nederlag et chok, mirakel og supersammenbrud

Danmarks overraskende nederlag til Tjekkiet trækker overskrifter i de internationale håndboldmedier.

Det er ikke kun i Danmark, vi er overraskede over håndboldherrernes nederlag på 28-27 til Tjekkiet.

Også i en række store internationale medier trækker tjekkernes sejr overskrifter, hvor ord som sensation, chok og mirakel går igen.

Her følger et udpluk, der viser, hvor stor en overraskelse det danske nederlag egentlig er.

L’Equipe, Frankrig: Sensation i mandagens EM-kampe, hvor Danmark – de olympiske mestre – blev slået af Tjekkiet, som var det lille hold i Gruppe D. Alt er åbent.

24 sata, Kroatien: EM’s største mirakel. I skyggen af de utrolige begivenheder i Zagreb Arena kom nyheden om den største overraskelse ved EM.

TV 2, Norge: Choknederlag for de danske håndboldherrer.

Handbollskanalen, Sverige: Supersammenbruddet er en realitet: Tjekkiet besejrede Danmark. EM’s hidtil største overraskelse er et faktum.

Handball Planet: Under ledelse af legenderne Jan Filip og Daniel Kubes gik en drøm i opfyldelse mod de olympiske mestre.

EM’s officielle hjemmeside: Danmark blev slået af et fantastisk tjekkisk hold, der som en af turneringens outsidere leverede en af nationens største EM-sejre takket være en fantastisk målmand i Martin Galia.

Også bookmakerne må være overraskede over resultatet. Inden kampen kunne man spille på en dansk sejr til odds 1,01. Det vil sige, at et indskud på 100 kroner kunne have givet en tilbagebetaling på 101 kroner.

Skulle man have forudset den tjekkiske sejr, har det udløst en tilbagebetaling på 25 gange indsatsen.