Nyt landshold konfronteret i omklædningsrum: - Slet billederne af Nora Mørk

Private billeder af Nora Mørk, der er en af verdens bedste håndboldspillere, har været i omløb på flere forskellige landshold.

Det er ikke kun det norske herrelandshold i håndbold, der har været i besiddelse af Nora Mørks private billeder.

Også U20-landsholdet i ishockey har haft adgang til billederne, der blev hacket på håndboldspillerens telefon i sommeren 2017. De unge ishockeyspillere har endda været med til at dele billederne, skriver VG, der har fået oplysningerne bekræftet af ishockeyforbundet.

Det fik Nora Mørks far til at kontakte ishockeyforbundets generalsekretær den 12. december, og han bad straks landstræneren om at tage en alvorlig snak med spillerne.

- De spillede kamp, men landstræneren tog det med spillerne og staben på holdet i omklædningsrummet lige efter kampen. Det kunne ikke være sket hurtigere, siger generalsekretæren Ottar Eide til VG.

Hvordan reagerede spillerne?

- Der var hverken diskussion eller benægtelse. Efter hvad jeg fik at vide, var folk enige om, at sådan noget ikke er godt. Det var midt under VM, og man hang ikke enkelte spillere ude. Men det blev tydeligt kommunikeret, at billederne ikke skulle deles videre – men i stedet slettes. Siden har der været stille, siger generalsekretæren.

Erstatningskrav på 1,7 millioner kroner

Siden hackerangrebet har Nora Mørk, hendes far, Morten Mørk, og advokat John Christian Elden arbejdet på at stoppe delingen af de private billeder. I efteråret krævede de en samlet erstatning på 1,7 millioner danske kroner fra 15 personer, der har delt billederne.

Både det norske herrelandshold i håndbold og U20-landsholdet i ishockey er blevet involveret, fordi Nora Mørk er blevet tippet af personer tæt på begge mandskaber.

Både Nora Mørk og Heidi Løke overvejer at stoppe på landsholdet som følge af sagen om de delte privatbilleder.
Både Nora Mørk og Heidi Løke overvejer at stoppe på landsholdet som følge af sagen om de delte privatbilleder. Foto: RONNY HARTMANN / Scanpix Denmark

For at være på den sikre side kaldte ishockeyforbundet også A-landsholdet sammen i december, hvor man talte sagen igennem – selvom man ikke vidste, om billederne florerede på holdet.

Utilfredshed med håndboldforbundet

Sagen om de hackede privatbilleder kom frem allerede i efteråret 2017, hvor Nora Mørk var så ked af det, at hun overvejede at melde fra til VM i december. 

Den er blusset op igen i denne uge, fordi Nora Mørk er utilfreds med det norske håndboldforbunds håndtering af forløbet. I oktober gik hun til sit forbund, fordi hun vidste, at hendes private billeder var havnet på herrelandsholdet. Nora Mørk ønskede en offentlig beklagelse og økonomisk hjælp til at betale sin advokat, men det norske forbund afviste begge dele og sendte i stedet en intern beklagelse tidligere i denne uge.

Siden har herrelandsholdsspillerne bekræftet, at Mørks billeder har været set og omtalt i omklædningsrummet under det danske Golden League-stævne i oktober 2017. Anfører Bjarte Myrhol fortæller dog, at billederne hurtigt blev slettet, og at herrerne bakker op om den kvindelige verdensstjerne.

- Jeg har forsøgt at fortælle hende, hvad det er for nogle drenge, der er på holdet, og hvordan vi har opfattet situationen, så hun ikke tror, vi er gået bag hendes ryg. Det er en samlet norsk trup, der støtter Nora og ønsker hende alt det bedste, og som synes, det er trist, at billederne er kommet ud, sagde Bjarte Myrhol onsdag til TV 2 SPORT.

Nora Mørk føler sig så svigtet af det norske håndboldforbund, at hun overvejer at stoppe på landsholdet. Seks andre landsholdsspillere overvejer også at trække sig som følge af sagen.