- For en journalist er det som at fiske i en put and take-sø af dumme historier og idioti

16x9
Lino Cervar under EM-kampen mod Hviderusland Foto: ANDREJ ISAKOVIC / Ritzau Scanpix

Bøden til Kroatiens landstræner Lino Cervar er endnu et eksempel på dårlig ledelse i international håndbold, mener håndboldredaktør Dan Philipsen.

Kroatiens træner Lino Cervar trak Hvideruslands Artur Karvatski i trøjen under de to holds mellemrundekamp torsdag.

Det vakte stor harme i håndboldverdenen, hvor der blev skreget på, at Cervar skulle udelukkes i resten af EM. Straffen blev en bøde på op mod 22.000 kroner til Cervar, men han slipper med knap 15.000 kroner, hvis han ikke gentager kunststykket.

- Det her er en kæmpe joke, siger håndboldkommentator Thomas Kristensen i nyeste version af TV 2 SPORT’s håndbold-podcast.

- Det her er med et lille forbehold, men jeg har hørt, at det danske hold har fået en bøde på 1000 euro for at spille med nogle forvaskede shorts, der ikke er helt i overensstemmelse med denne her farve-dresscode, der er indført. Hvis man kan få 1000 euro i bøde for det og så kun dobbelt så meget for at stå og forhindre en modstander i at løbe sin kontra... Jeg er så irriteret over, at det får lov at passere.

Håndboldredaktør på TV 2 SPORT, Dan Philipsen, meldte inden straffen op, at Cervar bude smides ud, men understregede samtidig, at det overhovedet ikke var sandsynligt. Han er ikke imponeret over ledelsen i det europæiske håndboldforbund, EHF.

- For en journalist er det jo som at fiske i en put and take-sø af dumme historier og idioti på allerøverste ledelsesniveau i international håndbold. Det er pinligt at beskæftige sig med, at det kan forekomme på det niveau. Vi kunne jo allerede i går forudse, at der ikke var nogen, der turde smide ham ud. Men havde det været den hviderussiske træner – ud.

For kommentatoren, der har fulgt national og international håndbold gennem mere end et årti, undrer det, at episoden nu lader til at blive glemt.

- Det, der ryster mig en smule, er, at der ikke er nogen, der laver oprør. Altså hvorfor snakker de øvrige trænere ikke sammen og siger: ”Det der vil vi ikke finde os i.” Det er, som om der bag den lukkede håndbolddør er en accept af, at det måske er os, det kommer til gode på et senere tidspunkt. Så er det nok bedre, at vi holder vores mund, siger Thomas Kristensen.

Du høre hele snakken om Lino Cervar-episoden samt mange andre emner i EM-podcastens episoden 4 via iTunes, Soundcloud eller afspilleren her under.