Dansk ligaspiller frygter konkurs: - Det er katastrofalt for holdet

Håndboldklubben HC Midtjylland har i et stykke tid levet på randen af konkurs, og det har i den grad sat sig hos klubbens spillere, der har det hårdt.

Torsdag sagde ligaklubben HC Midtjylland farvel til ikke mindre end tre norske profiler.

Således sparer den økonomisk pressede klub lønudgifterne til de tre nordmænd og undgår dermed en øjeblikkelig konkurs. Ifølge bestyrelsesformand Thomas Hintze kan HC Midtjylland nu klare sig frem til maj.

Men fremtiden er fortsat uvis. Især for de - efterhånden ganske få - spillere, der er tilbage i truppen. Og det er en svær situation at kapere.

- For os spillere har det været som psykisk terror. Vi føler, vi har været reddet fire-fem gange, i forhold til de informationer vi har fået. Det har været lidt irriterende og problematisk, for man ryger op og ned i ens sindsstemning. Lige pludselig er man ikke reddet alligevel, siger HCM-spiller Jakob Østergaard til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Lige i øjeblikkeligt går vi ud fra, at vi er gået konkurs hver eneste dag, og hver gang vi hører, det ikke er tilfældet, så er vi egentlig glade, for så har vi overlevet endnu en dag.

Rent sportsligt er det jo katastrofalt for holdet

Jakob Østergaard

HC Midtjylland er ikke kun presset på økonomien, men også i tabellen; klubben ligger helt nede som nummer 11. Og det kommer de mange spillerafgange, hvor også backen Morten Slundt er ekspederet videre, formentlig ikke til at hjælpe på.

­- Rent sportsligt er det jo katastrofalt for holdet. Nu er slutspilsdrømmene i hvert faldt færdige, og vi skal nok mere tænke i, om vi har noget at gøre i ligaen med et hold som vores. For de andre holds vedkommende kan de også begynde at diskutere, om det er fair, at vi spiller videre, men indtil videre spiller vi fuldt med, og vi giver alt, hvad vi har, siger Jakob Østergaard og fortsætter:

- Det er svært at finde en motivation, men man bliver jo nødt til at se på det som en form for oplevelse, hvis man skal se positivt på det. Vi kommer jo ind og er gedigne underdogs i samtlige kampe fra nu af. Så vi kan kun gå ind og overraske og spille uden nogen form for nerver i kampene. Så man kan egentlig gå ind og udvikle sig selv både menneskeligt og som spiller.

Spillerafgangene har givet øjeblikkelig luft i budgettet, men ifølge bestyrelsesformanden er der, som det ser ud lige nu, intet HC Midtjylland i næste sæson.

- Som det er i dag, så er der ikke nogen klub næste sæson, men nu er vi kommet af med nogle løntunge spillere, og det gør, at vi måske har penge til at spille frem til maj.

- Det betyder, at vi har nogle måneder til at finde et nyt setup på et andet niveau, men hvis vi finder en løsning, kan det godt betyde, at det hedder 1. division fra næste sæson, siger Thomas Hintze ifølge Ritzau.

Hintze afviser ikke, at der kan komme endnu flere afgange, ligesom klubben leder efter en ny og billigere hjemmebane.

Og de tilbageværende spillere, ja, de kan bare håbe på det bedste og vente.

Hvordan ser du din fremtid?

- For os lidt ’leverpostejs-spillere’ er det måske svært at gå ud og få en kontrakt her midt i sæsonen. Så lige pt. har jeg ikke noget på tegnebrættet. Jeg er med til at spille med holdet, og så må jeg se, hvad der dukker op i forhold til næste sæson eller i forhold til en kommende fremtid for klubben, siger Jakob Østergaard til TV 2 SPORT.

HC Midtjyllands første kamp efter vinterpausen er den 12. februar mod Århus Håndbold på udebane.