Mikkel Hansen kalder talentchefs opsigelse en katastrofe

Den danske landsholdsprofil Mikkel Hansen begræder Claus Hansens opsigelse som talentchef i Dansk Håndbold Forbund.

Claus Hansens afgang som talentchef er langt fra noget, der faldet i den danske håndboldprofil Mikkel Hansens smag.

Mikkel Hansen har arbejdet sammen med Claus Hansen gennem det meste af sin karriere, og han er derfor ked af, at han ikke skal fortsætte det samarbejde. Både på landsholdets og egne vegne. Det fortæller han til Jyllands-Posten.

- Det er en katastrofe. Han er efter min mening den bedste ungdomstræner nogensinde. Det er klart, at når man lader sådan en mand gå, vil man gå glip af en masse faglighed og menneskelighed. Han er en af de trænere, jeg har allerstørst respekt for. Når han snakker, holder alle kæft og lytter, siger Mikkel Hansen til Jyllands-Posten.

Også Lasse Svan er ked af, at samarbejdet med Claus Hansen stopper og retter samtidig en kritik af DHF.

- Jeg synes, at det er fantastisk dårligt arbejde fra DHF’s side. Claus er en af de bedste talentudviklere i verden. Og det handler ikke kun om træning, det handler også om at skabe et godt miljø for talentudvikling.  Sørge for at der er tråd igennem helt nede fra de yngste og op til landsholdet, siger Lasse Svan til TV 2 SPORT.

Lasse Svan fortæller til TV 2 SPORT, at  Claus Hansen præsenteret en masse forslag og løsninger på udfordringer i dansk håndbold. Men talentchefens tanker er ifølge Lasse Svan ikke blevet hørt.

- De foreslag og løsninger har man censureret eller helt skåret væk, fordi det ikke passer ind politisk. Der må man efter min mening æde nogle kameler, og så lytte når en mand som Claus kan se at der er brug for ændringer, siger Lasse Svan til TV 2 SPORT.

Claus Hansen har i mange år været med omkring både A, men det er især hans arbejde omkring diverse ungdomslandshold, der høster ros fra Mikkel Hansen. Ifølge den danske håndboldstjerne har Claus Hansen nemlig leveret noget af det bedste ungdomsarbejde på verdensplan.

Claus Hansen har selv begrundet sin opsigelse med utilfredshed med forholdene i DHF.

- Jeg trives ikke længere i jobbet, fordi jeg ikke føler, at der er den samme tillid til mig, som der har været. Jeg har ikke længere har samme arbejdsfrihed og albuerum, siger Claus Hansen til Jyllands-Posten.

Claus Hansen har været ansat i Dansk Håndbold Forbund i mere end 15 år. Men fra 1. juni har Claus Hansen valgt at gå nye veje. Claus Hansen har været en del af talentudviklingen siden 2002, U-landsholdstræner siden 2008 og talentansvarlig siden 2011.