Officielt: Randers-anfører skifter til pokalvinderne

16x9

Pokalvinderen har endnu en spiller på plads til den kommende sæson. Denne gang er hun fundet i Randers.

Kun et par dage efter præsentationen af Larvik-spilleren Kristine Breistøl har Team Esbjerg skrevet kontrakt med endnu en spiller.

Den nuværende Randers-anfører, Clara Monti Danielsson, skifter til Esbjerg efter denne sæson. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger havde Esbjerg forsøgt at købe hende fri med øjeblikkelig virkning, men da Randers har afvist købstilbuddet, sker skiftet kvit og frit til sommer.

Clara Monti Danielsson har skrevet under på en toårig kontrakt, og hun håber på, at skiftet kan bringe hende ind i varmen på det svenske landshold.

- Jeg tror, Team Esbjerg kan hjælpe mig det sidste stykke frem mod mit store mål, OL i 2020, siger Clara Monti Danielsson i en pressemeddelelse.

Den 26-årige stregspiller er noteret for seks kampe på det svenske landshold. I Team Esbjerg kommer hun til at erstatte landsmanden Ulrika Toft Hansen, der er en af syv spiller, der forlader de nykårede pokalmestre efter denne sæson.

- Jeg har haft en rigtig god tid i Randers og var egentlig positiv over for at blive i klubben. Men jeg var også åben over for andre muligheder, og de gode samtaler med Jesper Jensen og Mette Melgaard har overbevist mig om, at jeg skal tage det næste skridt i min karriere. Mit forsvarsspil er godt, men jeg føler, at jeg fortsat kan udvikle mig angrebsmæssigt, og det bliver sjovt at samarbejde med Mette om det. Jeg tror, jeg kan få en større rolle i Team Esbjerg, end jeg ville få med tre stregspillere i Randers, siger Clara Monti Danielsson.

Ud over Ulrika Toft Hansen siger Team Esbjerg også farvel til Maibritt Kviesgaard, Ida Bjørndalen Karlsson og Rikke Zachariassen. De tre stopper med at spille håndbold efter denne sæson, mens samarbejdet Lara González Ortega, Anne Brinch-Nielsen, Sofie Blichert-Toft og altså Ulrika Toft Hansen ikke bliver forlænget.

Ifølge træner Jesper Jensen kan tilgangen af Clara Monti Danielsson bringe noget helt nyt ind i Esbjerg-truppen.

- Vi har mange gode, pæne piger på holdet. Clara kan med sin personlighed ruske lidt op i tingene og være med til at hæve intensiteten i det, vi laver. Hun har et fortsat stort udviklingspotentiale, og vi har mange spillere, der gerne vil lave indspil til stregen. Vi tror, vi kan løfte hendes niveau yderligere, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse.

Clara Monti Danielsson har i denne sæson scoret 26 mål i 16 kampe for Randers HK.