Dansk landsholdsprofil kan blive lejet ud

16x9
Anne Mette Hansen er tilbage efter at have været knæskadet det meste af sæsonen. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Veronica Kristiansens skifte til storklubben Györ kan betyde, at Anne Mette Hansen skifter klub til sommer.

Hun skiftede til en af Europas største klubber før denne sæson. Nu tyder meget på, at den danske landsholdsprofil Anne Mette Hansen står foran endnu et klubskifte til sommer.

Med FCM-stjernen Veronica Kristiansens kommende sommerskifte til Györ bliver der endnu hårdere kamp om spilletiden i bagkæden i den ungarske storklub til næste sæson.

Og da Anne Mette Hansen samtidig har fået en del af sin første sæson i Györ spoleret af en knæskade - samme skade, som holdt danskeren ude af VM i december - er der nu snak om at udleje hende til en anden klub i næste sæson.

Det bekræfter Anne Mette Hansens danske agent Simon Friis over for TV 2 SPORT.

- Vi er i dialog med Györ om fremtiden og en mulig forlængelse, hvor det så er en mulighed, at Anne Mette bliver lejet ud i næste sæson for at komme helt tilbage efter sin skade. Men jeg ved ikke endnu, hvad det ender med, siger Simon Friis til TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger står flere danske klubber klar til at byde landsholdsprofilen velkommen hjem, men agenten vil ikke kommentere, om der bliver arbejdet på en lejeaftale med en dansk eller en udenlandsk klub.

Anne Mette Hansen skrev under på treårig aftale, da hun skiftede fra København Håndbold til Györ i sommer.

Hun fik debut på landsholdet i 2013 og har siden været en fast del af landsholdet. I december missede hun VM-slutrunden på grund af en korsbåndsskade.