- Et stort tab for ligaen, siger ekspert om stjernens farvel

16x9
Veronica Kristiansen ses her under en Champions League-kamp for FC Midtjylland. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Ifølge Bent Nyegaard er det kvindeligaens største profil, der til sommer forlader danske FC Midtjylland til fordel for Győr i Ungarn.

Otte mål i snit per kamp.

Så mange scoringer kan Veronica Kristiansen signere sit navn ud for enten som målscorer eller assistmager efter 17 ligakampe for FC Midtjylland. Med 40 målgivende afleveringer og 97 mål - delt førsteplads på topscorerlisten - har den 27-årige nordmand vist sit værd for midtjyderne i denne sæson.

Hun er ligaens største profil

Bent Nyegaard

En sæson, der med forårets komme nærmer sig de afgørende kampe. Men også en sæson, der for denne omgang bliver den sidste i dansk håndbold for Veronica Kristiansen.

Mandag eftermiddag offentliggjorde FC Midtjylland, hvad TV 2 SPORT tidligere på dagen havde berettet: At Veronica Kristiansen fra næste sæson er blevet solgt til den ungarske storklub Győr. Et skifte, der ikke kun rammer midtjyderne ifølge Bent Nyegaard:

- Det er et kæmpe tab for FC Midtjylland, og det er i ligeså høj grad et stort tab for ligaen, siger håndboldeksperten, der ikke mener, at klubben kan finde en fuldgod erstatning for den norske landsholdsstjerne:

- Hun er ligaens største profil. FC Midtjylland kan ikke hente en spiller ind på Veronica Kristiansens niveau. Det tror jeg ikke på.

Veronica Kristiansen kom til den danske klub i 2015 og forlængede så sent som i november sidste år sin kontrakt, så den løb frem til 2021. Derfor kommer det forestående sommerskifte også bag på Bent Nyegaard:

- Jeg er overrasket. Da hun forlængede sin kontrakt til 2021, sagde jeg blandt andet, at det var det vigtigste og mest spektakulære, der var sket i det nye Ikast-Herning Håndbold. Det var et blåstempel af det nye projekt, da Veronica Kristiansen kan spille i en hvilken som helt topklub i Europa, deriblandt Győr.

- At hun så allerede kommer til det efter denne sæson, ændrer en del - ikke mindst for hendes snart forhenværende klub. Det er det værste, der kunne ske for den midtjyske klub, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har Győr givet et ukendt beløb til FC Midtjylland, som gjorde, at hun kunne skifte tre år før kontraktudløbet. Et formentlig ganske klækkeligt beløb ifølge Bent Nyegaard:

- Ellers giver det ikke nogen mening, når hendes kontrakt løb frem til 2021. Der skal for mig at se være tale om et ekstraordinært beløb, som midtjyderne har fået betalt for at slippe en så stor profil som Veronica Kristiansen.

I Győr bliver Veronica Kristiansen klubkammerater med danske Anne Mette Hansen og ikke mindst sine norske landsholdskollegaer Kari Grimsbø, Stine Bredal Oftedal, Nora Mørk og Kari Brattset. Sidstnævnte blev sammen med Veronica Kristiansen og franske Amandine Leynaud offentliggjort som kommende Győr-spillere mandag på klubbens hjemmeside.