FCM sælger norsk stjerne for største beløb i klubbens historie

16x9
Veronica Kristiansen i aktion for FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

FC Midtjylland mister Veronica Kristiansen til sommer. Storklubben Győr har købt nordmanden fri af hendes kontrakt med FCM.

Både VM og EM har hun vundet med det norske landshold. Til hverdag boltrer Veronica Kristiansen sig i den danske kvindehåndboldliga hos FC Midtjylland. Men det er en stakket frist.

Den danske klub har nemlig solgt 27-årige Kristiansen til Győr for et ukendt beløb, så nordmanden skifter til den ungarske storklub efter den igangværende sæson.

- Veronica er en af verdens bedste håndboldspillere, så vi har hele tiden vidst, at vi havde hende på lånt tid. Vi har haft en god dialog med Győr og er blevet enige om en god handel, der er den største transfer i FCM Håndbolds historie, siger klubbens direktør Jakob Mølgaard Christensen i en pressemeddelelse.

- FCM Håndbold betyder utrolig meget for mig. Jeg har udviklet mig en del i mine tre sæsoner i klubben. Denne sæson som anfører har været helt specielt med det ansvar og den tillid, jeg har fået fra trænerne og spillerne. Dem kommer jeg til at savne. Der er meget, jeg vil savne fra FCM Håndbold. Det gælder også fansene, ledelsen og alle omkring klubben, som betyder meget for mig, siger Veronica Kristiansen, der har underskrevet en 3-årig aftale med Győr.

Bliver holdkammerater med landsmænd

Ikke længere tilbage end november forlængede Veronica Kristiansen ellers sin kontrakt med FC Midtjylland til 2021. Det skete, da midtjyderne præsenterede klubbens nye kurs med nyt navn, spillere og så den markante forlængelse med bagspilleren. En forlængelse, som håndboldekspert Trine Nielsen, dengang var stærkt imponeret af:

- I min verden er det et kæmpe scoop. Det, at man har formået at holde på en spiller, som lige nu uden sammenligning er den bedste i ligaen og er eftertragtet i alle store klubber i Europa, er et meget vigtigt signal for det her nye hold, lød analysen i efteråret.

Og Trine Nielsen fik ganske ret. Storklubberne i Europa var opmærksomme på Veronica Kristiansens kvaliteter. Det har kvindehåndboldens vel nok største klub nu bevist og efterlevet ved hente nordmanden til fra næste sæson.

Győr vandt Champions League i sidste sæson og har igen i år kurs mod de sjove, afgørende kampe i turneringen. Her kommer de dog til at undvære en anden norsk stjerne. Nora Mørk blev nemlig desværre korsbåndskadet i Győrs sejr over danske Nykøbing for en uge siden.

Danskeropgøret i Champions League mellem Györ og Nykøbing-Falster blev overskygget af et uheld, hvor Nora Mørk blev båret fra banen i store smerter. Video: TV 2 SPORT

Udover Nora Mørk bliver Veronica Kristiansen også genforenet med sine norske landsholdskollegaer Kari Grimsbø og Stine Bredal Oftedal. Dermed kommer Győr til at råde over hele den lynhurtige bagkæde bestående af Kristiansen, Oftedal og Mørk, som i en del år har bragt Norge mange landsholdsmedaljer.

Faktisk bliver tre nordmænd i Győr til fem fra næste sæson, da den ungarske storklub udover Veronica Kristiansen også opruster med Kari Brattset, der imponerede i Norges forsvar ved VM i december. Og som om det ikke var nok, så blev Frankrigs landsholdsmålvogter Amandine Leynaud ligeså præsenteret mandag som ny Győr-spiller.

Veronica Kristiansen har været hos FC Midtjylland siden sommeren 2015, hvor hun sidenhen har spillet med og mod flere danske landsholdsspillere. I Győr bliver hun til sommer holdkammerat med en af dem, da også Anne Mette Hansen er at finde i klubben. 

Ligeså er den hollandske stjerne Nycke Groot. Akkurat som den aktuelle historie med Veronica Kristiansen blev Nycke Groot købt fri af sin kontrakt, da hun var i FC Midtjylland.