Landsholdsekspert: - Vi saver den gren over, vi selv sidder på

16x9
Niels Agesen. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

KLUMME: Jeg har tidligere været fortaler for, at de bedste unge spillere skulle samles. Jeg har været kredstræner og talenttræner samt assisterende U-landstræner. Jeg har været college-træner. Jeg har været med fra start på 7.-9. klasse i eliteidrætsklasser.

Min erfaring er, at det er rigtig godt og velfungerende mange steder, men effekten på den lange bane trækker skygger.

Altså effekten af:

  • Tidlig selektering i DHF og kredsene
  • Team Danmarks eliteidrætsklasser
  • Samling af de bedste unge spillere i få klubber

Vi er ved at save den gren over, vi selv sidder på.

Håndboldens DNA består efter min bedste overbevisning af en stor portion folkelighed. Herunder foreningsarbejde - frivillige, der gør det muligt at spille håndbold i selv den mindste flække. Det er vi ved at ødelægge, vi mister mange hold, og derfor oplever jeg, at mængden af dygtige spillere på seniorniveau bliver mindre og mindre.

Vi mister spillere

Folkene i Knæk Kurven-projektet leverer en fantastisk indsats, men det er ikke nok. Et kort rids siger mig, at de nutidige tal inddrager trille-trolle, U6, U8 og håndboldfitness, mens de tidligere tal starter ved U10. Med andre ord er det et sminket lig, når vi siger, vi har knækket kurven. Rettelig skal det dog siges, at vi nu har flere U10-spillere end nogensinde.

Alt taler imod tidlig selektering. Det er ikke bare svært, men nærmere umuligt at spå om, hvem blandt U12- og 14-spillerne, der bliver landsholdsspillere. Og desuden taler al forskning for, at det er miljøet, der har størst betydning for at udklække talenter. Derudover er alsidighed langt mere fremmende end tidlig specialisering.

Derfor: I stedet for at samle de bedste spillere - og trække dem væk fra deres barndomsklubber - burde de bedste trænere tage ud til klubberne og støtte dem i arbejdet for at lave det optimale miljø.

Kraftcentre og eliteklasser er måske nok fantastiske for de individuelle idrætsgrene, men når håndboldspillere skal gå på en bestemt skole for at få morgentræning, så oplever jeg, at det, der følger efter et skoleskifte, ofte er et klubskifte til den store klub. Igen trækkes spillere væk fra den mindre klub.

Når den eller de bedste forsvinder, tænker de næstbedste: "Så vinder vi mindre eller taber mere i stedet for selv at blive den bedste", og i værste fald mister den lille klub ikke bare den bedste spiller, måske også to, tre mere - og i værste fald kan de ikke stille hold. Står der syv til otte tilbage, er der måske få, der tager chancen i en ny klub. Men samlet set mister håndbolden op til fem, seks udøvere. Jeg tror ikke, det var og er Team Danmarks intention, men det er desværre udfaldet mange steder.

Det er ikke optimalt

Nu sidder du, kære læser, nok og tænker: Men alle de bedste spillere samlet i få klubber eller på college eller efterskoler giver da grundlag for nogle super gode miljøer.

Og helt enig! Jeg betvivler absolut heller ikke, at der bliver lavet er fantastisk arbejde disse steder. Min bekymring er blot:

  • De steder, hvor de bedste samles, glemmer de lokale
  • Mange talenter på samme hold = meget talent på bænken = ikke optimal udvikling
  • Vi dræner de mindre klubber for tidligt

Allerede inden jeg ramte tastaturet, slog det mig: Er jeg ved at blive gammel? Eller gemmer der sig en skræmmende pointe bag mine bekymringer?

Lad mig slå fast, at en de mest elskelige ting ved håndbolden er, at der ingen facitliste findes.

Min fascination for spillet og de mange følelser, det rummer, spirede uden tvivl efter at have set U-VM-semifinalen i 1987. Det at flytte nogen fra A-B, hjælpe, vejlede og inspirere andre, satte sig fast via et ophold på Nordjyllands Idrætshøjskole

Som idrætsstuderende ved Odense Universitet fangede den elitære tanke mig:

”Jeg vil være håndboldtræner, jeg vil udvikle talenter - måske endda lave landsholdsspillere.”

Vi ændrer os hele tiden, det sørger jagten på forbedringer for. Vores kreativitet fordres i takt med, at udfordringerne stiger eller begrænsninger støder til. Og lad mig bare være ærlig: Jeg oplever også, at vi ændrer synspunkt vedrørende især talentudvikling alt efter, hvordan jobbeskrivelsen ændres.

Jeg håber, jeg tager fejl, men jeg er oprigtig bekymret for, at vi langsomt dræner landet for råmateriale.

At vi saver den gren over, vi selv sidder på.