Profil udgik med smerter: - Jeg er bange for, hvad det lige kan være

Efter 40 minutters spil måtte Rasmus Boysen hjælpes fra banen i Ribe-Esbjergs nederlag til Århus Håndbold.

Ribe-Esbjerg tabte i dag 30-26 til Århus Håndbold og er derfor fortsat uden for slutspilspladserne med seks spillerunder igen.

Derfor var det ekstra salt i såret, at profilen Rasmus Boysen måtte udgå i aftenens kamp med stærke smerter i højre knæ. Et knæ, der tidligere i karrieren har voldt ham problemer.

- Jeg er lidt presset, for jeg er bange for, hvad det lige kan være. Når man har haft en korsbåndsskade i knæet, og hvis det så kommer igen, så skal man jo til at overveje, hvad man skal – men jeg håber selvfølgelig på det bedste, siger Rasmus Boysen til TV 2 SPORT.

Han skal scannes i knæet onsdag. I november 2015 blev Rasmus Boysen opereret for et overrevet korsbånd i samme knæ, og sidenhen gennemgik han flere måneders genoptræning.

I aftenens kamp var han igen uheldig, da han fik en spiller ned over knæet.    

- Jeg har tidligere bøvlet med det knæ, og både fysioterapeuten og jeg har svært ved at vurdere det, men det er rimelig hævet lige nu. Jeg håber selvfølgelig ikke, det er korsbåndet – jeg håber bare, det er slaget eller måske noget med ledbåndet, siger forsvarsspecialisten.

Der resterer seks spillerunder for Ribe-Esbjerg i grundspillet, men om Boysen kan blive en del af holdet igen i grundspillet eller i et eventuelt slutspil, har han svært ved at vurdere.

- Jeg tænker faktisk ikke så meget på, hvornår jeg kan være tilbage. Jeg tænker mere på, hvad det er – jeg vil gerne have en hurtig afklaring, siger han.