Danmarks trup til vigtige kval-kampe er udtaget

Danmarks trup til EM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet er udtaget. Mie Højlund er tilbage efter et afbud til VM i december.

Sidst i marts venter to vigtige kampe for det danske kvindelandshold i håndbold. 

Danmark skal møde Tjekkiet, der betragtes som den største konkurrent til førstepladsen i gruppen. Derfor kan Klavs Bruun Jørgensen og spillerne stort set sikre sig en EM-billet, hvis kampene vindes, fortælleren træneren i forbindelse med udtagelsen af truppen.

- Tjekkiet er et hold, som vi på papiret er bedre end, men de har præsteret to gode slutrunder i træk, så det er bestemt ikke en opgave, vi tager let på. Der er dog ingen tvivl om, at vi går efter fire point i de to kampe, vi har mod dem. Lykkes vi med det, er vi meget tæt på målet om at kvalificere os til EM som nummer et vores gruppe, siger Klavs Bruun Jørgensen.

I truppen på 18 spillere er Györi-profilen Anne Mette Hansen og Odenses Mie Højlund tilbage. De meldte begge fra til VM i Tyskland på grund af skader. Til gengæld er Maria Fisker ikke en del af truppen, da hun skal opereres for en ankelskade i den nærmeste fremtid.

Mie Højlund er noteret for seks landskampe, men hun kunne have spillet endnu flere. Som nævnt meldte hun fra til VM i Tyskland i fjor, selvom hun efter en skulderskade var begyndt at spille kampe for Odense - dog uden at kunne afslutte. Tilbage i 2016 meldte hun også fra til EM, fordi hun havde travlt med en eksamen.

Danmark fører gruppen

Danmark spiller den første af de to kampe mod Tjekkiet på udebane i tjekkiske Plzen onsdag den 21. marts. Opgøret i Danmark spilles lørdag den 24. marts i Ceres Arena, Aarhus.

Inden kampene ligger Danmark nummer et i gruppen med fire point efter to kampe. Danmark har slået Island og Slovenien, mens tjekkerne slog Island og spillede uafgjort med Slovenien.

Danmarks trup

  • Målvogtere
    • Sandra Toft
    • Althea Reinhardt
  • Stregspillere
    • Stine Bodholt
    • Kathrine Heindahl
    • Sarah Iversen
  • Fløjspillere
    • Trine Østergaard
    • Simone Böhme
    • Fie Woller
    • Lærke Nolsøe
  • Bagspillere
    • Mette Tranborg
    • Louise Burgaard
    • Line Jørgensen
    • Stine Jørgensen
    • Mie Højlund
    • Lotte Grigel
    • Mia Rej
    • Anna Mette Hansen
    • Kristina Jørgensen