Appeldomstol fastholder bøde til Mikkel Hansen

16x9
Mikkel Hansen skal betale cirka 30.000 kroner i bøde. Foto: Ritzau Scanpix

Håndboldens appeldomstol har fundet frem til, at det var korrekt at give Mikkel Hansen en bøde i pausen i EM-semifinalen.

EHF har nu behandlet den appel, som Danmark og Mikkel Hansen har indgivet, efter at danskeren blev tildelt en bøde på 30.000 kroner i pausen i EM-semifinalen.

Appeldomstolen har nu fastslået, at den bøde, som Mikkel Hansen fik under turneringen, var korrekt. Han skal dermed betale 4.000 euro - altså omkring de 30.000 kroner. Det skriver EHF i en mail til TV 2 SPORT.

Sanktionerne kommer efter en episode i Danmarks EM-semifinale mod Sverige, hvor danskeren ifølge EHF kom i skænderi med en official. EHF beskriver, at Mikkel Hansen skulle have skubbet og bandet af en official, og det er blevet fortolket som usportsligt.

Sportschef: Vi gik forkert ud til pause

Den danske lejr afviste i første omgang anklagerne og appellerede sagen.

- Der er ikke nogen, der skubber. Det er også derfor, at vi er helt sikre på, at der er falske anklager i den bøde og den begrundelse, vi har fået. Derfor har vi selvfølgelig appelleret sagen, sagde Dansk Håndbold Forbunds sportschef Morten Henriksen til TV 2 SPORT efter nederlaget i bronzekampen.

Mikkel Hansen nægtede også i forbindelse med EM-turneringen, at han skulle have råbt ad og skubbet til en official.

- Jeg synes, det virker underligt, at man er ude og give bøde for, at vi er gået forkert ud. Der er ikke så meget mere i det. Det virker lidt, som om det kroatiske forbund er ude og hive penge ind for det, de har tabt på at misse semifinalen, sagde Mikkel Hansen til TV 2 SPORT dengang.

Hvis nogen af parterne har noget at sige imod den nye beslutning, skal der ske en indsigelse inden 21 dage.