Rasmus Lauge er tæt på stort skifte til topklub

16x9
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Rasmus Lauge og Veszprem enige om en kontrakt og et skifte gældende fra sommeren 2019. Foto: MARKO DJURICA / Ritzau Scanpix

Den danske bagspiller er tæt på et skifte til den ungarske storklub Veszprem fra Flensborg efter næste sæson.

Under det for nyligt overståede EM i Kroatien viste Rasmus Lauge sig som den vel nok allermest formstærke spiller på den danske landshold, og det har hans tidligere træner i Flensburg Handewitt, svenske Ljubomir Vranjes, tilsyneladende også observeret.

I hvert fald arbejder svenskeren, som nu er træner for den ungarske storklub Veszprem, på at hente Lauge til Ungarn, lige som han netop har hentet Rene Toft Hansen i THW Kiel.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Rasmus Lauge og Veszprem enige om en kontrakt, og et skifte fra Flensborg, gældende fra sommeren 2019 – altså efter den kommende sæson – ligner en realitet. Og det selvom Lauges kontrakt med Flensborg blev forlænget sidste forår, så den løber helt frem til sommeren 2021.

SG Flensburg Handewitts direktør Dierk Schmäschke erkender at have hørt om forbindelsen mellem Lauge og Veszprem, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

Rasmus Lauge selv kan og vil heller ikke forholde sig til oplysningerne.

Ljubimir Vranjes, som altså nu er træner i Veszprem, og som ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er tæt på at hente sin tidligere spiller fra Flensborg-tiden til Ungarn, er heller ikke meget for at tale om selve aftalen. Han siger dog om den danske playmaker:

- Jeg hentede jo Rasmus til Flensborg på grund af hans kvaliteter, og han er selvfølgelig også interessant for Veszprem.

Har du en aftale på plads med Rasmus Lauge fra sommeren 2019?

- Det kan jeg ikke kommentere på.

Svenskeren, som selv havde en glorværdig karriere på det såkaldte ’Bengan Boys’-landshold, fortæller, at han er i gang med at bygge sit eget hold i Veszprem, og her kan danske spillere meget vel få en fremtrædende rolle.

Har du flere danske spillere i kikkerten?

- Ikke kun danske. Men skandinaviske spillere. Jeg vil gerne bygge et nyt hold op, og jeg ønsker at gøre mit hold yngre uden at miste kvalitet, siger han.

Rasmus Lauge står, ifølge TV 2 SPORTs oplysninger, til at blive den næste forstærkning. Ud over at have spillet 98 landskampe og scoret 196 mål for Danmark, så har 26-årige Lauge repræsenteret Bjerringbro-Silkeborg, THW Kiel og senest altså Flensburg Handewitt, for hvem han lige nu spiller sin tredje sæson.

Ender Lauge og Vranjes som makkerpar i Veszprem, bliver det formentlig en glædelig genforening. Tilbage i 2016 udtalte den daværende Flensborg-træner, at Lauge kunne blive en af de bedste danske landsholdsspillere nogensinde.

Siden da har Lauge udviklet sig til at være en decideret nøglespiller for både Flensborg og Danmark, selvom flere alvorlige skader er kommet i vejen. Det kostede blandt andet deltagelsen ved OL i Rio, hvor Rasmus Lauge altså ikke var med til at vinde OL-guld til Danmark.

Veszprem hentede for få måneder siden den serbiske bagspiler Petar Nenadic, som tidligere har spillet i den danske liga hos Holstebro, i Füchse Berlin. Udfordringen for ungarerne er nemlig, at de skal have lukket hullet i truppen, som islandske Aron Palmarsson efterlod, da han før denne sæson endte i unåde hos ungarerne og til sidst skiftede til Barcelona.

Men Nenadic, Lekai, Ilic, Accambray og hvad storklubbens bagspillere ellers hedder, er altså ikke nok på den lange bane. Ungarerne og Ljubomir Vranjes har ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger været på jagt efter en ny bagspiller den seneste tid, og valget er nu faldet på danske Lauge, som både kan spille playmaker- og venstre back-positionen.