Officielt: Rasmus Lauge skifter til Veszprem

Den ungarske storklub Veszprem har skrevet kontrakt med playmakeren Rasmus Lauge. Han skifter først i sommeren 2019.

Til næste sommer skifter landsholdsspilleren Rasmus Lauge til den internationale storklub Veszprem. 

Det bekræfter Veszprem på sin hjemmeside, efter TV 2 SPORT i sidste uge skrev om interessen for den danske landsholdsprofil. 

- Veszprem er en god klub med store ambitioner. De går hårdt efter at vinde Champions League, og det er svært at sige nej til sådan en klub. Jeg har hørt en masse god ting om dem, og jeg vil gøre mit bedste for at forsøge at skaffe titler til klubben i fremtiden, siger Lauge til klubbens hjemmeside

- Der er en fantastisk stemning i Veszprem Arena, hvor det er meget svært at spille som modstander. Jeg glæder mig til at have disse fans i ryggen, tilføjer Lauge.

Rasmus Lauge spiller lige nu i Flensburg-Handewitt, hvor hans kontrakt udløber i 2021. Skiftet er dog faldet på plads, så han kan skifte til Ungarn to år før kontraktudløbet. I Veszprem bliver Rasmus Lauge genforenet med sin tidligere træner Ljubomir Vranjes. 

For nylig skrev Veszprem også kontrakt med Lauges landsholdskollega René Toft Hansen. Stregspilleren skifter til klubben allerede denne sommer på en etårig kontrakt.

Derudover kan flere skandinaviske spillere være på vej, fortalte Vranjes, da TV 2 SPORT i sidste uge spurgte ind til rygterne om en kontrakt med Rasmus Lauge. 

- Ikke kun danske. Men skandinaviske spillere. Jeg vil gerne bygge et nyt hold op, og jeg ønsker at gøre mit hold yngre uden at miste kvalitet, sagde han om truppens sammensætning i fremtiden.

Færre kampe i fremtiden

Skiftet til Veszprem kommer sandsynligvis til at betyde, at Rasmus Lauge og René Toft kommer til at spille færre kampe i fremtiden. 

I Bundesligaen, der regnes som verdens hårdeste liga, bliver der spillet 34 kampe i en sæson plus kampe i pokalturneringen og Champions League. Til sammenligning bliver der kun spillet 26 kampe i den ungarske liga.

Rasmus Lauge var en af Danmarks profiler under VM 2018.
Rasmus Lauge var en af Danmarks profiler under VM 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Niveauet i Ungarn er ikke helt så højt som i Bundesligaen. Det betyder, at storholdet Veszprem efter alt at dømme får en række kampe, hvor spillerne kan spare lidt på kræfterne og på den måde passe på sig selv i et travlt program med både klub- og landskampe. 

- Jeg er 100 procent håndboldspiller, og jeg bliver nødt til at passe på min krop, så jeg kan spille så lang tid som muligt. Jeg har været rigtig glad for at spille i Bundesligaen siden 2013, men jeg har også været igennem to alvorlige skader. Min krop lider under den høje belastning i de mange kampe og de lange rejser, siger Lauge til Handball World

Rasmus Lauge har skrevet en 2+1-årig kontrakt med Veszprem.