- Glæder mig til at komme hjem, siger Brødsgaard om første cheftrænerjob

16x9
Karen Brødsgaard er assistenttræner i herreholdet i svenske Allingsås HK Foto: Thomas Thoning / TV 2 SPORT

Karen Brødsgaard føler, hun har en masse erfaring, hun kan bidrage med i EH Aalborg.

Fra næste sæson skal Karen Brødsgaard prøve noget, hun aldrig har gjort før. At stå i spidsen for et seniorhåndboldhold.

Den dobbelte OL-guldvinder har skrevet under med 1. divisionsklubben EH Aalborg, hvor hun skal have ansvaret i en trænerduo med Søren Fisker. En klub, der har en helt speciel betydning i hendes hjerte.

For det var i Aalborg, hun vandt DM-titler og begyndte sin trænerkarriere som assistent.

- Aalborg føles som et hjem. Det var her, jeg tog mit sidste håndboldskridt. Det var her, jeg begyndte at interessere mig mere for trænergerningen. Det var i Aalborg, jeg slog mine folder med håndbold, skole og uddannelse.

- Så jeg vil give noget af håndbolden tilbage til byen. Jeg vil have ligahåndbold i Aalborg tilbage på landkortet. Alle de punkter talte for, jeg skulle hjem igen, siger hun til TV 2 SPORT.

Rygsækken med erfaring er fyldt op

Efter tiden i Aalborg gik turen til topklubben Allingsås HK, hvor hun har været assistenttræner for herreholdet. Et job, som kun ganske få kvinder i verden har på topplan. Desuden er hun den første kvinde til at have en EHF Master Coach-uddannelse. Den højest træneruddannelse i Europa.

I december begyndte der så en spirende interesse mellem hende og Aalborg. Hun begyndte at gøre sig tanker, om hun skulle væk fra Sverige. Flere tilbud blev sendt hendes vej.

PORTRÆT: Den tidligere landsholdsspiller Karen Brødsgaard træner herrer i Sverige. Video: Bo Bentsen

Men efter to års svensk erfaring i bagagen, var hun ikke i tvivl om, at det var Aalborg, der skulle være hendes første cheftrænerjob.

- Jeg føler, jeg tager meget med mig. Jeg har prøvet ting af og taget de store og sure beslutninger, men også de gode. Rygsækken er begyndt at være fyldt godt op, jeg kan give noget erfaring videre, og jeg er klar til prøve nogle ting af.

En af de ting er mere kreativitet. Det var det, hun fik bidraget med det til det svenske basisforsvar i Allingsås. En anden er at gøre Aalborg-spillerne til mere komplette håndboldspillere.

- Jeg vil lære dem at læse spillet noget bedre. Hvad det er for et forsvarssystem, der fungerer på et hold. Hvad der er af angrebssystemer, og hvordan vi kan bygge på det taktisk, reflekterer Brødsgaard.

Ambitionerne for den tidligere landsholdsspiller er at få et stabilt ligahold i Danmarks fjerdestørste by.

- Det er en drøm. Så må man sætte sig nogle delmål. Men det er den tanke, som jeg også har lagt ud for klubben. Lige nu tager vi et år ad gangen og ser, hvordan tingene bliver bygget op.

Som det ser ud nu, kommer Karen Brødsgaard til at overtage et ligahold. EH Aalborg har 34 point i 1. division og fører rækken. De to øverste pladser giver direkte oprykning.