Aage Grøndahl Andersens forvandling sker, når han trækker i trøjen

I samarbejde med Santander Consumer Bank

Aalborg Håndbold er landets største fanklub og har 500 dedikerede fans i ryggen. En af dem, der råber højest, er den 62-årige viceskoleinspektør.

I både litteraturen og film finder man dem. Helte og skurke, der rummer to sider.

Batman, der er Bruce Wayne, når han tager dragten af, Superman, der bliver til Clark Kent, og den opfindsomme dr. Jekyll, der bliver til den ubehagelige mr. Hyde.

I Aalborg har de 62-årige Aage Grøndahl Andersen. Uden sammenligning i øvrigt.

I årevis har han passet jobbet som viceinspektør på en af byens centralt beliggende skoler. Men når det ringer ud for dagens sidste time, så trækker han en rød trøje over hovedet og kører mod nordjydernes sportsmekka, Gigantium.

Viceskoleinspektøren trækker i håndbold-trøjen og forvandles til en topdedikeret fan.
Viceskoleinspektøren trækker i håndbold-trøjen og forvandles til en topdedikeret fan. Foto: Mads Dissing / TV 2

Siden 2003 har Aage Grøndahl Andersen været dedikeret fan af den lokale håndboldklub i Aalborg. Klubben har skiftet navn siden dengang, men Aage sidder stadigvæk på sin faste plads på langsiden sammen med omtrent 500 andre medlemmer af Aalborg Håndbold Support.

Blå bog

Navn: Aage Grøndahl Andersen

Civilstand: Gift med Vibeke

Alder: 62 år

Stilling: Viceskoleinspektør

Fritidsinteresser: Sport og i særdeleshed Aalborg Håndbold

Medlem af Aalborg Håndbold Support siden: 2009

Største oplevelse med Aalborg Håndbold: DM-guldet i 2013

- Heeey, dommer!

Og der er et stykke vej fra den rolige og afbalancerede viceskoleinspektør til den noget mere højtråbende håndboldfan, der folder sig ud med tilråb og truthorn, når Aalborg Håndbold er på banen.

- Heeey, dommer!

- Neeeej, satan i helvede.

- Kom nu, I kan godt nå det.

Ordene flyder højlydt ned mod banen, hvor topholdet Skjern er på besøg.

Egentlig var han fodboldtilhænger og fast mand med sæsonkort til AaB’s hjemmekampe. Men et sportstosset hjerte kunne for 15 år siden godt rumme mere end de bolsjestribede fodboldspillere på Aalborg Stadion.

- Så jeg sagde til min kone: “Skal vi ikke tage ind og se noget håndbold?” Så tog vi ud i stadionhallen, hvor det foregik dengang, og så har vi stort set siddet der siden, fortæller Aage Grøndahl Andersen.

VORES TRÆNER

Med ’Vores Træner’ hylder TV 2 Sport i samarbejde med Santander de frivillige håndboldtrænere, der arbejder rundt omkring i Danmarks klubber.

I denne artikelserie kommer vi hele vejen rundt i sporten og dykker ned i nogle af de mange medrivende, sjove og fine historier, der er at finde rundt omkring i håndbold-Danmark. Så hvis du kender Danmarks bedste håndboldtræner, så skynd dig at nominere hende eller ham.

Indstillingen til prisen 'Vores Træner 2018' afsluttes den 19 marts.

Middagsbuffet og øl

Hustruen Vibeke er også ved hans side i dag. Allerede et par timer før kampen mødte de op i arenaen, hvor de sammen med et par hundrede andre tilhængere fra fanklubben ladede op til kampen over en middagsbuffet og et par fadøl. 

De er for længst fortæret, da kampen går i gang, og Aalborg Håndbold, der er forsvarende dansk mester, får en god start og skaber sig en komfortabel føring. Størstedelen af de 4000 fremmødte tilskuere er åbenlyst tilfredse.

For Aage Grøndahl Andersen og hans hustru Vibeke starter en god kamp gerne med et par fadøl og en pølse.
For Aage Grøndahl Andersen og hans hustru Vibeke starter en god kamp gerne med et par fadøl og en pølse. Foto: Mads Dissing / TV 2

- Jaaa, gjalder Aage ind mod banen, som de nordjyske mål ryger ind på den imponerende måltavle i Gigantiums loft, mens han tømmer lungerne for al luft i et truthorn, der lyder af mere, end det ser ud.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at man lever sig ind i kampen. Så er det meget sjovere at gå til håndbold. Jeg har mange gange hørt folk sige, at det var kedeligt at gå til kampe. Så siger jeg, at de skal prøve at tage en trøje på og leve sig ind i kampen. Så bliver det pludselig meget sjovere, forklarer han.

Egypterhånden

Knap så sjovt er det, at Skjern i løbet af første halvleg langsomt begynder at spise af Aalborgs føring. Et par udvisninger går hjemmeholdet imod, og der er brug for massiv opbakning fra fansiden for at holde dampen oppe på Martin Larsen og co. på Aalborg-holdet.

Aage Grøndahl Andersen støtter op med masser af lyd og en knyttet næve ned mod banen, eller han prøver med “egypterhånden” at følge trommernes taktfaste buldren.

Aage Grøndahl Andersen er blandt fans i Aalborg Håndbolds supportgruppe kendt for at lave
Aage Grøndahl Andersen er blandt fans i Aalborg Håndbolds supportgruppe kendt for at lave "egypterhånden". Foto: Mads Dissing / TV 2

Udtrykket dækker over den særlige måde, som han bevæger hånd og arm på, når fanklubben hepper yndlingene frem. Hånden er let foldet, og taktvis støder han den hævede arm med hånden forrest frem mod banen.

Det er over årene ikke gået ubemærket hen, og det er da også fansene på de tilstødende stole, der har døbt den særlige heppestil “egypterhånden”.

- Min far er en af dem, der er med til alle hjemmekampe og nok også alle udekampe. Han er en af dem, der råber mest af dommerne og modstanderen, når det ikke går vores vej. Han er aldrig rolig og sidder helt fremme i sædet, fortæller Nicolai Kjærsgaard Andersen.

Foruden rollen som Aages søn er Nicolai også et af tre medlemmer af fanklubben, der holder til i hallens hjørne, hvor de styrer fangruppens hepperytme via tre enorme stortrommer.

Højrisikokampe

For familien Andersen er det at følge Aalborg Håndbold en fritidsinteresse, der også omfatter Aage og Vibekes datter, Trine, der er ægteparrets chauffør til dagens opgør.

Og der er kampe, hvor de må tage små tricks i brug for at holde Aages temperament nede.

- Der er det, der hedder højrisikokampe for familien. Det kan ske, at dommeren laver en fejl, så jeg tænder lidt af. Så bliver jeg skubbet længere ind på rækken, hvor jeg er låst mere fast og ikke kan bevæge mig så meget, fortæller den nordjyske håndboldfan.

Som kampen skrider frem, står det klart, at Aalborg ikke kan følge med de grønblusede Skjern-spillere. Aage ærgrer sig.

Det samme gør direktør Jan Larsen, der fra sin faste plads i hallens hjørne kan se gæsterne løbe med sejren og tilføje Aalborg et af de sjældne nederlag på hjemmebane.

Taber sjældent hjemme

Nordjyderne har kun tabt 4 af 22 ligakampe hjemme de seneste to sæsoner, og direktør Jan Larsen er ikke sen til at pege på fanklubben og fremmødet i Gigantium i det hele taget som en væsentlig faktor for den stærke statistik.

- Jo flere, der hepper på os, desto nemmere er det at vinde. Og med den opbakning, vi får her i hallen, så vinder vi også ofte. Det er dejligt for spillerne, at der er et rødt hjørne, som man lige kan hæve næven op mod, når man scorer. Det er spillerne glade for, siger Jan Larsen.

I dag var der ikke så meget at glæde sig over. Skjern kunne i sidste ende trække sig fra opgøret med en tomålssejr, men det må man tage med, lyder det fra en af byens mest dedikerede fans.

- Jeg opfatter mig selv som en fan, der er der i både medgang og modgang. Og det sidste er vigtigt, for der vil komme svipsere indimellem, siger han.

I næste weekend står Aage Grøndahl Andersen der igen. I den røde trøje. Og hvis man ikke kan få øje på ham, så kan man sikkert høre ham.