Thea Mørk skifter til København

16x9
Her ses søstrene Nora og Thea Mørk under en landskamp. Sidstnævnte har nu underskrevet en kontrakt med København frem til 2021. Foto: Jean-francois Monier / Scanpix Denmark

Endnu en forstærkning er klar for København Håndbold til næste sæson. Norske Thea Mørk kommer til klubben fra Larvik på en tre-årig aftale.

Det er måske et af de mest berømte efternavne i kvindehåndbolden, der kommer til København Håndbold til sommer.

Thea Mørk, der er tvillingesøster til landsholdsstjernen Nora Mørk og netop selv er udtaget til den norske landsholdstrup, skifter fra næste sæson til den danske liga.

- Jeg glæder mig rigtig meget. De har et meget spændende hold. I de samtaler jeg har haft med København Håndbold, føler jeg, at vi har samme ambitioner for fremtiden, hvilket tiltalte mig meget, siger Thea Mørk til TV 2 SPORT.

Thea Mørk kommer til klubben fra norske Larvik, som hun har optrådt for de seneste otte år. I København Håndbold er man meget begejstret for at kunne nyde godt af venstrefløjen fra næste sæson.

- Jeg tror, vi vil opleve hende som en meget dominerende venstre fløj i håndboldligaen, siger træneren, Claus Mogensen, og tilføjer:

- Hun er en meget dygtig afslutter. Teknisk kan hun rigtig mange ting. Hun er en god kontraspiller, en matchvinder og en god forsvarsspiller, der kan dække flere positioner. Så har hun haft masser af sæsoner i Larvik med masser af international erfaring samt en Champions League-titel og Final4-deltagelse.

26-årige Thea Mørk har igennem sin karriere været hårdt ramt af skader i både knæ og skuldre. Skader, der har sat sit præg på karrieren gennem de seneste år.

- Jeg har jo haft en masse skader, som har holdt mig lidt tilbage, men jeg håber på en sen opblomstring i stedet. Det vil være fedt at vise, at jeg også kan udvikle mig, selvom jeg ikke er helt ung mere, siger Thea Mørk.

- Vi har undersøgt hendes skadehistorik meget grundigt, inden vi lavede den her aftale. Men vi mener, at hun er så tilpas langt i sit genoptræningsforløb, at det ikke bliver noget problem for os, siger Claus Mogensen.

Nu skal Thea så forsøge at træde ud af tvillingesøster Noras skygge, der har haft stor succes på håndboldbanen de seneste år. Alligevel føler Thea ikke, at der er ekstra pres på hende trods det famøse efternavn.

- Jeg føler slet ikke et pres. Faktisk har Noras præstationer bare inspireret mig til at udvikle mig yderligere, og vi er jo tvillinger, så jeg føler også, jeg kan gøre lidt af det samme som hende. Egentlig er jeg bare vildt stolt af, hvad hun har opnået, siger Thea Mørk. 

Thea Mørk kommer til København fra den norske klub Larvik.
Thea Mørk kommer til København fra den norske klub Larvik. Foto: København Håndbold

København Håndbold er da også klar over, at de henter et stærkt brand, når navnet Mørk er på holdkortet. 

- Først og fremmest, så er Thea hentet til København Håndbold på grund af hendes håndboldfaglige kvaliteter. Men kommercielt har navnet Mørk da også et potentiale, så der vil jeg da lyve, hvis jeg med den kommercielle kasket ikke glæder mig over denne aftale, siger direktør i København Håndbold, Janni Møller Thomsen.

Med skiftet til dansk håndbold håber Thea Mørk, at hun nu kan få sit helt store gennembrud og udleve sin drøm.

- Jeg håber at kunne spille mig fast med omkring det norske landshold. Det vil betyde alt, siger Thea Mørk.