Tilskuere straffes for at kaste øl og trommestik på banen

KIF Kolding København har fundet frem til de tilskuere, der kastede ting ind på banen under lørdagens ligakamp mod Skjern.

Frustrationen over Skjern-målmanden Tibor Ivanisevic var stor blandt KIF Kolding Københavns fans lørdag, da Skjern slog KIF Kolding København i den danske liga. Og for to tilskuere blev den også for stor.

Først kastede en tilskuer en øl ind på banen, og få sekunder efter røg en trommestik samme vej.

Takket være et samarbejde med KIF Kolding Københavns fans fortæller klubben i en pressemeddelelse mandag, at de har fundet frem til tilskuerne, og at de nu vil blive straffet med et års karantæne.

I pressemeddelelsen understreger håndboldklubben, at de overordnet er glade for deres fans, men at det er her, at grænsen går.

- Vi vil ikke acceptere, at man som fan kaster med nogle former for skyts, hvad enten det er øl, trommestikker eller anden form for kasteskyts, skriver klubben.

Mulighed for nedsat straf

Karantænen betyder, at de to personer er forment adgang til alle håndboldkampe i 888 Ligaen og Santander Cup i et år.

KIF Kolding København åbner dog samtidig en dør på klem for, at de to fans kan få nedsat deres karantæne.

- De to personer har mulighed for at få nedsat deres karantæneperiode ved at vise deres foragt for egne handlinger. Dette gør de ved at arbejde frivilligt i foreningen KIF Håndbold samt overholde deres forbud for deltagelse ved liga- og pokalkampe. Karantænen kan tidligst ophæves pr. 1 oktober 2018, dette ske kun ved opfyldelse af ovenstående kriterier, står der i pressemeddelelsen.

KIF Kolding Københavns fanklub – Den Gyldne Hånd – støtter ifølge klubben op om straffen til de to fans.