Blev skubbet af holdkammerat efter udvisning: - Det var dumt af mig

TTH Holstebro måtte spille det sidste minut med to mand i undertal, da Viktor Östlund blev vist ud for en gestikulation til dommeren.

I en dramatisk afslutning på ligakampen mellem TTH Holstebro og Aarhus Håndbold var temperamenterne og frustrationerne til at få øje på.

TTH var foran med ét mål med et minut tilbage af kampen, men var blevet ramt af en udvisning. Derfor blev situationen for hjemmeholdet ikke bedre, da Viktor Östlund lavede en gestikulation til dommeren efter en kendelse, han ikke var enig i.

Det kostede ham en to minutters udvisning.

- Jeg talte lidt med dommeren og ved, hvorfor jeg får den. Han synes, jeg reagerer for voldsomt, og det kan jeg forstå. Men samtidig er det jo ikke sådan, at jeg vil gøre noget mod dommeren. Jeg synes, man skal have lov til at udtrykke lidt følelser, men jeg forstår, hvorfor jeg får udvisningen, og det er dumt af mig, siger Östlund til TV 2 SPORT.

Hans holdkammerat Magnus Bramming var også frustreret over den unødvendige udvisning, så han skubbede til Östlund og slog ud med armene.

- Man må gerne vise følelser, men man skal også vise omtanke. Vi var to mand i undertal i deres sidste angreb, og det er svært at spille fire mod seks. Det er svært, når adrenalinen kører i blodet, men man skal også kunne skelne lidt og tænke på, hvad konsekvenserne kan blive, siger Bramming.

Målvogter reddede TTH

Han kunne dog også smile af situationen.

Aarhus havde chancen for at udligne med to mand i overtal, men målvogter Simon Gade reddede til sidst et frit skud fra fløjen, som sikrede TTH en sejr på 32-31.

- Jeg ser ikke situationen, hvor meget han brokker sig, eller hvad han gør til dommeren. Det er bare sådan nogle situationer, der kan komme til at koste. Det gjorde det heldigvis ikke, fordi vi havde Simon Gade, der stod 10 fremragende minutter til sidst, siger Magnus Bramming.

- Man skal forsøge at holde følelserne inde, men det er lidt svært, når man synes, der blev blæst lidt hurtigt i fløjten. Man må lære af det, og det er heldigt, at Simon Gade tog den sidste, så vi vandt kampen, siger Viktor Östlund.

Se det sidste minut af den spændende afgørelse af kampen mellem TTH og Århus Håndbold.

Med sejren konsoliderede TTH fjerdepladsen i ligaen, der giver et point med i slutspillet. Aarhus ville med uafgjort blot være ét point fra at sikre sig en plads i slutspillet.

Der resterer tre spillerunder i herrernes grundspil, hvor Aalborg og Tønder dog har en kamp i hånden. De mødes onsdag.