Bundprop sætter profil af holdet efter uenigheder med træner

16x9
Kristian Klitgaard er raget uklar med sin træner og er sat af holdet. Foto: TM Tønder

Kristian Klitgaard er raget uklar med sin træner i Tønder Håndbold. Nu er fløjspilleren sat af og må træne for sig selv.

Håndboldklubben Tønder kæmper i øjeblikket med næb og klør for at redde livet i den bedste række. 

Med fire runder tilbage af denne sæsons grundspil er sønderjyderne placeret på den sidsteplads i ligaen, der bliver vekslet til nedrykning ved sæsonens afslutning.

Men som om det ikke giver panderynker nok, så er der også opstået interne problemer på holdet.

Én af holdets profiler, fløjspilleren Kristian Klitgaard, er nemlig raget uklar med træner Torben Sørensen, der har sat Klitgaard af holdet og beordret fløjspilleren til at træne for sig selv.

- Vi ser lidt forskelligt på nogle ting. Men det er jo ham, der bestemmer og står med ansvaret. Og det må jeg indordne mig 100 procent efter. Så kan man være enig eller uenig, fortæller Kristian Klitgaard til TV 2 SPORT tirsdag aften.

- Jeg kan ikke rigtig komme ind på, hvad uenighederne bunder i. Det skal holdes internt. Jeg kan sagtens indordne mig de ting, han gerne vil, men jeg tror, at alle spillere på et eller andet tidspunkt tænker, at de ikke er enig med deres træner.

Tirsdag aften var Kristian Klitgaard indkaldt til møde med træner Torben Sørensen, hvor det blandt andet blev vendt, hvordan Klitgaard og holdet kommer videre herfra.

- Vi har snakket om det hele og diskuteret, hvordan vi ser på tingene. Jeg er rigtig ked af den her situation, men jeg håber, jeg kan komme tilbage og hjælpe klubben og mine holdkammerater, fortæller Kristian Klitgaard.

Men selvom Torben Sørensen og Kristian Klitgaard tirsdag aften kunne se hinanden i øjnene og diskutere forløbet, så er fløjspilleren ikke på ny kommet ind i varmen hos Tønder-træneren.

- Jeg er ikke med mod Aalborg onsdag, og så er det ellers op til Torben at vurdere, hvornår han mener, jeg er klar igen.

TV 2 SPORT har tirsdag aften været i kontakt med Torben Sørensen, der ikke ønsker at kommentere på sagen. Træneren fortæller dog, at Klitgaard er en del af den trup, han råder over. 

Store følelser i spil

Mødet tirsdag aften har dog ikke ændret på, at venstrefløjen fortsat skal træne for sig selv.

Men på trods af selvtræning og uenigheder, så er Kristian Klitgaard stadig indstillet på at give alt i kampen for at komme tilbage og hjælpe holdet.

- Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at jeg vil give min højre arm for, at Tønder bliver i ligaen. Så alt hvad jeg kan gøre og bidrage med, det vil jeg give. Og det håber jeg, at de får brug for. Klubben betyder så meget for mig. Jeg vil klubben så meget godt, at det måske kun blive en ulempe nogle gange, fordi der så kommer de her udbrud og følelser. 

- Når der er noget, der betyder meget for en, som Tønder gør for mig, så siger man sin mening, når man er en følsom fyr som mig. Og den kan da godt komme hårdt ud engang i mellem, men det er fordi, det betyder så meget for mig, fortæller Kristian Klitgaard.

Onsdag møder Tønder Aalborg Håndbold, inden de i de tre sidste kampe møder HC Midtjylland, Skjern og Ribe-Esbjerg i jagten på overlevelse.