Skjern-målmand kåret til månedens spiller i Champions League

Tibor Ivanisevic mener, at hans nye europæiske pris tilhører hele Skjern-mandskabet.

Tibor Ivanisevic er blevet hædret for sine fornemme præstationer i marts.

Den 27-årige Skjern-målmand har gjort det så godt, at han er blevet kåret til månedens spiller i Champions League. Det er en række internationale håndboldjournalister, der sammen med det europæiske håndbold, EHF, står bag kåringen.

Prisen er tildelt for hans præstationer i opgøret mod Motor Zaporozhye, hvor han reddede syv straffekast på én halvleg, og for at have en stor andel i at slå storfavoritterne fra Veszprém ud af turneringen.

Han vil dog ikke tage æren for det selv.

- Sejren mod Veszprém var et resultat af vores holdindsats, og derfor tilhører min pris som månedens spiller hele holdet. Jeg er kun én del af denne fantastiske trup, siger han til EHFCL's hjemmeside.

I kampen om hæderen slog han Melvyn Richardson (Montpellier), Cyril Dumoulin (HBC Nantes), Marko Vujin (THW Kiel) og danske Niklas Landin (THW Kiel).

Ivanisevic er den fjerde målmand, som bliver kåret til månedens spiller. De andre tre var Andreas Wolff (Kiel) i januar 2016, Gonzalo Perez de Vargas (Barcelona) i april 2017 og Arpad Sterbik (Vardar) i oktober og november 2017.

Skjern-målmanden har mulighed for at gentage bedriften i april. Her gælder det opgørene mod HBC Nantes i Champions Leauge-kvartfinalerne.