KIF-profil skifter til fransk håndbold

KIF Kolding København må vinke farvel til bagspilleren Philip Stenmalm, der rejser videre til fransk håndbold efter to år i Danmark.

Nummer 10 på topscorerlisten i herreligaen, Philip Stenmalm, skifter fra næste sæson til den franske klub Pays d'Aix Université Club Handball, der mere mundret går under navnet PAUC. Det skriver den franske klub selv på sin hjemmeside.

Med 130 mål i 26 kampe er det kun Bo Spellerberg (149/25), der overgår den svenske bagspiller i KIF. Det har de tilsyneladende luret i PAUC, der betegner tilgangen af Stenmalm som en 'fuldendt rekruttering' frem mod den kommende sæson.

- Vi har tilknyttet spillere, der har erfaring fra de bedste europæiske ligaer.

- Philip har betydelig international erfaring. Det viste han, da vi så ham spille for Kolding sidste år i august ved turneringen i Doboj. Det er en spillerprofil, der stemmer overens med vores planer. Han er ikke bare en god skytte, han er en komplet spiller, udtaler præsidenten i PAUC, Christian Salomez.

Dermed følger Stenmalm i fodsporene på KIF-kollegaen Morten Bjørnshauge, der tilbage i februar fik en 17 år gammel drøm om udlandshåndbold opfyldt med sit skifte til netop PAUC.

Stenmalm kom til KIF i august 2016, da klubben samtidig satsede stort på flere spanske stjerner som Antonio Garcia og Niko Mindegia.

Foreløbig kan KIF Kolding København ikke præsentere nogen afløser for Stenmalm. Klubben er havnet på Dansk Håndbold Forbunds 'sorte liste', fordi der er et misforhold mellem lønsum og egenkapital i klubben. Derfor må KIF hverken forlænge aftalerne med deres nuværende spillere eller skrive under med nye spillere.