- Det er forfærdeligt, siger Skjern-spillere om skadet profil

René Rasmussen rev sin akillessene over i Skjerns slutspilskamp mod TTH Holstebro. Han kommer ikke til at spille håndbold i resten af 2018.

Et skæbnesvangert splitsekund prægede tydeligvis humøret i Skjern lørdag eftermiddag.

Dét øjeblik, hvor René Rasmussen satte af for at afslutte men i stedet rev sin akillessene over, fylder mere end femmålssejren over TTH.

Det var tydeligt, da TV 2 SPORT talte med en række af spillerne efter kampen.

- René er en kæmpe personlighed i hele Skjern. Han har været her hele sit håndboldliv, og vi tænker alle sammen på ham og synes alle sammen, det er forfærdeligt. Det er noget øv, og vi håber bare, han kommer sig hurtigst muligt, siger målmand Emil Nielsen.

Uheldet skete kort inde i anden halvleg, da den landsholdsaktuelle fløjprofil modtog bolden på sin position i højre side af banen.

Relativt upresset satte René Rasmussen kurs mod feltet og ville springe ind over stregen, som han har gjort så mange gange før. Men i stedet for at svæve ind mod målet hoppede Rasmussen næsten lige op i luften og landede på ryggen. Han ømmede sig omgående i apoplektiske smerter efter det uheldige afsæt, og straks efter blev han båret fra banen og undersøgt af Skjerns læge og fysioterapeut.

- Det er sjældent, René ligger ømmer sig. Så jeg troede, det var alvorligt, men jeg troede også, at han ’bare’ var vredet rundt, siger Kasper Søndergaard og fortsætter:

- Da jeg fik at vide, det var akillessenen, blev jeg utroligt ked af det på hans vegne. Der er mange måneders forskel på genoptræningen, så det er rigtig trist for René, og jeg er ked af det på hans vegne og på holdets vegne.

René Rasmussen rev sin akillessene i kampen mod TTH.

Stregspilleren Bjarte Myrhol beskriver stemningen i omklædningsrummet som ’mærkelig’ og ’ramt af tomhed’. Både fordi Skjern var ved at lukke TTH ind i kampen efter René Rasmussens skade, men også fordi en holdkammerat ikke kommer til at spille håndbold resten af året.

- Det er aldrig rart at se en kammerat, der ligger der og har så ondt og sandsynligvis er ude i ni måneder, siger Myrhol.

Skjern vandt kampen 35-30. Holdet topper slutspillets Gruppe 1 med seks point efter to kampe. Som vindere af grundspillet havde Skjern to point med over fra grundspillet.