Skjern-profil ramt af alvorlig skade - dømmes ude i op til et år

René Rasmussen kom slemt til skade, da Skjern mødte TTH Holstebro. Han blev båret fra banen i starten af anden halvleg.

Skjerns højre fløj René Rasmussen kommer ikke til at være med, når sæsonens største kampe skal spilles. Faktisk kommer han ikke til at spille håndbold det næste års tid.

I slutspilskampen mod TTH Holstebro måtte Rasmussen bæres fra banen, og kort efter kom den nedslående melding:

- Det er desværre sådan, at René har revet akillessenen over. Det er forfærdeligt for ham, siger klubbens fysioterapeut John Bruun til TV 2 SPORT.

Uheldet skete kort inde i anden halvleg, da fløjprofilen modtog bolden på sin position i højre side af banen.

Relativt upresset satte René Rasmussen kurs mod feltet og ville springe ind over stregen, som han har gjort så mange gange før. Men i stedet for at svæve ind mod målet hoppede Rasmussen næsten lige op i luften og landede på ryggen. Han ømmede sig omgående i apoplektiske smerter efter det uheldige afsæt, og straks efter blev han båret fra banen og undersøgt af Skjerns læge og fysioterapeut.

Hvad siger man til sådan en mand?

- Ja, hvad siger man… man kan jo bare konstatere, at akillessenen er revet over og så trøste ham det, man kan, for han er selvfølgelig dybt, dybt ulykkelig. 

- I første omgang betyder det jo, at man skal undvære en af sine absolut bedste spillere. René har jo spillet stabilt hele sæsonen, igennem mange sæsoner, og det kulminerede med at han var med på landsholdet for nylig. Den mulighed er jo så væk nu for René det næste års tid. Det er da skrækkeligt. 

Er man skadet i et år?

- Ja, typisk mellem ni og tolv måneder.

Skjern vandt kampen 35-30. Holdet topper slutspillets Gruppe 1 med seks point efter to kampe. Som vindere af grundspillet havde Skjern to point med over fra grundspillet. 

Alligevel er det Rasmussens skade, der fylder mest hos Skjerns bestyrelsesformand Carsten Thygesen: 

- Det var det værst tænkelige tidspunkt, hvis vi tager de sportslige briller på. Midt i slutspillet og Champions League. René har været en af vores bedste spillere i begge ender af banen, så det er et kæmpe tab rent sportsligt. Det er det også rent menneskeligt. Han bidrager så meget til det her hold hver eneste dag, siger Carsten Thygesen, der var sammen med René Rasmussen i stedet for at se anden halvleg færdig.