Viborg HK taber i Norge og går glip af EHF Cup-finale

16x9
Viborg HK kom tættest på sejren ved stillingen 15-15. Foto: Annelene Petersen / Scanpix Denmark

Viborg tabte med seks mål ude til Vipers Kristiansand, der er i EHF Cup-finalen med en samlet sejr på tre mål.

Det lykkedes ikke for Viborg HK's kvinder at nå frem til finalen i EHF Cuppen. 

Lørdag tabte den danske håndboldklub 23-29 på udebane til Vipers Kristiansand. 

Dermed går det norske hold videre til finalen med samlet 60-57. 

Viborg stillede op til kampen med en føring på 34-31, som var resultatet af den første kamp på dansk grund. 

Det jyske hold kom bagud 0-4 i returkampen, og Vipers kom også foran med fem mål. 

Det lykkedes dog for Viborg at få skåret i det norske forspring, og ved pausen var jyderne kun bagud 14-15. 

Viborg fik også udlignet til 15-15 i anden halvleg, men så rykkede Vipers Kristiansand med fem scoringer på stribe til 20-15. 

Viborg var fortsat med og fik reduceret til 18-21, men så sluttede festen for danskerne. 

Vipers Kristiansand bragte sig senere foran med otte mål, inden nordmændene altså vandt med seks scoringer og kom i finalen.